Månedens læser - november

01.11.15
Månedens læser i november er Annette Lassen. Se, hvad hun anbefaler.
 Annette Lassen
Navn: Annette Lassen

Alder: 44

Beskæftigelse: Lektor på Den Arnamagnæanske Samling, Københavns Universitet,
og forfatter til bøger om Islands middelalderlitteratur og mytologi 

 
1. Hvilken bog er den bedste, du har læst?
 
Svaret afhænger i sagens natur af, hvornår man lige får stillet det spørgsmål, for der er mange bøger, der har betydet meget for mig. Einar Már Guðmundssons »Universets engle, om en ung skizofren mand, er en fremragende bog. Bogens handling er på en og samme gang helt lokal og knyttet til nærmest bestemte gader i Reykjavík – islændinge ved præcis, hvem bogen handler om! – og poetisk og almenmenneskelig. Den havde direkte betydning for, at jeg begyndte at studere islandsk. Jeg holder også meget af de islandske sagaer. En islændingesaga, der har gjort et uudsletteligt indtryk på mig, er den ret ukendte »Flomændenes saga, som handler om en mislykket ekspedition til Grønland omkring år 1000. På vej til Grønland bliver folkene forfulgt af den hedenske gud Tor, de lider skibbrud, sulter og dør én efter én af sygdomme. En dag, da de tre overlevende mænd vender tilbage til deres hytte, finder de den enes kone død. Trællene har dræbt hende. Dermed er alle kvinderne døde. Hun havde for nyligt født et barn. Inde fra mørket hører mændene en gurglende lyd: Det er den lille dreng, der forsøger at drikke mælk ved den døde mors bryst. For at redde barnet taget faren nu en kniv, skærer sig i brystet og malker. Først kommer der blod ud, så en hvidlig væske, og på den opfostres drengen. Da det endelig lykkes dem at komme tilbage til Island, dør drengen undervejs til stor sorg for sin far. Sagaen er næsten helt moderne i sin beskrivelse af, hvordan faren overskrider sin kønsrolle (der som hovedregel ellers er helt fast i sagaerne) og træder ind i en moderrolle for sin søn. En anden saga, som jeg lige nu sætter meget højt, er »Ragnar Lodbrogs saga. Den handler om en stor vikingehelt, der føler sig overhalet af sine egne sønner, der både bliver stærkere og berømtere end han. For at cementere sin berømmelse begiver han sig af sted på en desperat ekspedition, vel vidende at den kan koste ham livet. Det er en mesterlig saga.
 
2. Hvad er en god bog for dig?

En god bog lærer mig noget, om andre tider, andre kulturer eller simpelt hen om mennesker. 

3. Hvordan finder du frem til de bøger, du vil læse?

Jeg forsøger at indhente det, jeg mangler at læse af verdenslitteraturens vigtige værker. I øjeblikket læser jeg den romerske digter »Ovids forfatterskab i Otto Steen Dues vellykkede oversættelse. Men jeg læser også bøger, jeg får anbefalet. Der er endelig nogle moderne danske forfatterskaber, som jeg følger, særligt »Helle Helle, »Merete Pryds Helle og »Stine Pilgaard.

4. Hvilken genre foretrækker du?

Sagaer, især oldtidssagaer og islændingesagaer. 

5. Hvorfor læser du bøger?

For at gøre min verden større, end den er.

OBS! Annette Lassen gæster Hovedbiblioteket i Birkerød mandag d. 9. november. »Læs mere og køb billet her 

 

Vil du være Månedens læser? Så kontakt litteraturformidler Julie Garde, tlf. 4611 5757/e-mail: jg@rudersdal.dk