Månedens læser - marts
![]() |
Navn: Lotte Kaa Andersen Alder: 47 Beskæftigelse: Forfatter og tekstforfatter |
En god bog præsenterer en verden for mig, som er så appellerende og interessant, at jeg vælger at tilbringe mange timer i den i stedet for i min egen konkrete verden. Det er især sproget, der skal overbevise mig om, at jeg er i godt selskab. En god bog giver mig god rytme, godt sprog og en god historie. Jeg bliver klogere og ganske enkelt et bedre menneske af at læse god litteratur. Til gengæld er jeg en meget utålmodig læser. Hvis jeg efter 20 sider ikke har den rigtige fornemmelse eller keder mig over sproget og karaktererne, lægger jeg bogen fra mig. Der er så meget fantastisk litteratur, så man kan lige så godt unde sig selv det allerbedste. Det der med at gemme det bedste til sidst, gælder på ingen måde i bøgernes verden. De allerbedste bøger er så godt skrevet og så interessante og tætte i sproget, at jeg læser sætningerne flere gange og endda fotograferer dem for altid at have dem på mig!
3. Hvordan finder du frem til de bøger, du vil læse?
Jeg læser meget bogstof i aviser og på nettet og lytter til Skønlitteratur på P1, og ofte er jeg på mit lokale bibliotek flere gange om ugen. Jeg kender også mange mennesker, der læser meget, og vi anbefaler til hinanden. Jeg elsker selvfølgelig også at gå i boghandlere og bladre og kigge og snakke med boghandlerne. Så min hverdag er præget af bøger og personlige anbefalinger på alle mulige måder. Jeg gør det, at jeg låner en masse af det nye, der udkommer, hjem fra biblioteket for at kigge og fornemme, om det er godt. Og så køber jeg som regel de bøger og forfattere, der virkelig siger mig noget.
4. Hvilken genre foretrækker du?
Jeg læser mest romaner, men er også vild med noveller og faglitteratur. For tiden er det især naturvidenskab, jeg læser om. Jeg har noget med »Darwin og evolutionsteorien. Jeg kan også godt lide at læse om store originale personligheder. For eksempel ligger Tor Nørretranders’ bog om »Einstein nu fremme i mit køkken for anden gang. Jeg har læst den før, men bladrer og læser lidt, når jeg lige skal have en kop kaffe eller sidde to minutter. Og ved at lade den ligge fremme håber jeg også, at mine tre teenagedrenge dvæler ved den, når de går forbi.
5. Hvorfor læser du bøger?
Nu bliver det måske lidt højstemt, men litteratur er lidt som vand og ilt for mig. Jeg er uddannet litteraturhistoriker og har brug for litteraturen i mit liv. Den er et sted at søge hen, der giver mig ro og nydelse og indsigt, litteraturen får verden til at falde på plads, den gør mig klogere og gladere. Jeg bliver en bedre version af mig selv, når jeg er godt tanket op i hovedet med ord og sprog, tanker og historier.
Lotte Kaa Andersen gæster Rudersdal Bibliotekerne torsdag d. 31. marts.
»Læs mere og køb billet her
Vil du være Månedens læser? Så kontakt litteraturformidler Julie Garde, tlf. 4611 5757/e-mail: jg@rudersdal.dk