Månedens læser - maj

01.05.16
Månedens læser i maj er Gorm Skovgaard. Se, hvad han anbefaler.
 Gorm Skovgaard
Navn: Gorm Skovgaard

Alder: 78 år

Beskæftigelse: Pensionist og passioneret bridgespiller

 
1. Hvilken bog er den bedste, du har læst?
Min favoritforfatter er »Michael Connelly og hans hovedperson Harry Bosch. Nu er der imidlertid lidt langt imellem hans bøger. Men der er vist én på vej – så jeg glæder mig. Den aktuelle bog er en helt anden genre. Den blev anbefalet af en god ven som læseværdig. Og det skal jeg love for, at den er. I en sådan grad, at jeg vil anbefale den på det varmeste. Det gælder også, selvom den måske ikke er helt oplagt læsestof. Bogen er skrevet af en oberst, der p.t. ansat ved hoffet. Hans tilknytning til hoffet er imidlertid ikke det centrale. Bogen hedder »Følg mig, og det er til gengæld det helt centrale. Hans oplevelser som officer i hæren bragte ham vidt omkring – bl.a. til Afghanistan, hvor han var chef for den internationale styrke. Hans oplevelser er fra mange områder, hvor han har gjort tjeneste – og for læseren er det naturligvis en fordel, hvis man har en militær bagrund. Men det er slet ikke det centrale. Det vigtige i bogen er udsagnet ”Følg mig”. Og dette i modsætning til skrivebordschefen. Det gælder ikke kun i det militære, men forfatteren påviser, at det er mindst ligeså vigtigt i den civile tilværelse. Han omtaler blandt andet begrebet strategi, som mange civile chefer betragter som et skrivebordsemne. Værdien af en effektiv strategi stiger voldsomt, hvis chefen personligt engagerer sig - ”Følg mig”. Forfatteren hedder Kim Kristensen.
 
2. Hvad er en god bog for dig?

En god bog er for mig en bog, hvor jeg kan leve med i handlingen. Og hvor handlingen på en eller anden måde bringer noget nyt og for mig usædvanligt.

3. Hvordan finder du frem til de bøger, du vil læse?

Jeg læser anmeldelser – og så er jeg en fast gæst på Hovedbiblioteket i Birkerød. Der får man altid en mægtig god service hos personalet. Og så bør man inspireres af venner og bekendte.

4. Hvilken genre foretrækker du?

Jeg er nærmest tilhænger af krimi og beslægtede emner. I mine unge dage var jeg meget glad for »John le Carrè, der har skrevet mange dejlige bøger, som jeg vist har læst alle sammen.

5. Hvorfor læser du bøger?

Fordi de nu engang er der, og jeg vil nødig gå glip af noget.

 

Vil du være Månedens læser? Så kontakt  litteraturformidler Julie Garde, tlf. 4611 5757/e-mail: jg@rudersdal.dk  

 

Materialer