Månedens læser - januar

01.01.16
Månedens læser i januar er Helle Wikstrøm. Se, hvad hun anbefaler.
 Helle Wikstrøm
Navn: Helle Wikstrøm

Alder: 59

Beskæftigelse: Arkivmedarbejder                                                                                                  

 
1. Hvilken bog er den bedste, du har læst?
 
»Rosens navn, som kan læses blot for de spændende intriger, men bogen rummer meget mere stof til fordybelse. Der er mange lag i fortællingen, som foregår i et italiensk benediktinerkloster i 1327. Franciskanermunken William af Baskerville bliver bedt om at løse flere uhyggelige mord i klostret, da han sammen med sin novice, benediktinermunken Adso af Melk, aflægger besøg i klostret. Besøget er egentlig ment som deltagelse i et møde mellem benediktiner- og franciskanermunke, der sammen skal søge at løse de storpolitiske problemer vedrørende den nye pave i Avignon. Det viser sig dog, at der er mange skeletter i klostrets skabe, og klostrets berømte bibliotek kommer hurtigt til at danne ramme for løsningen af mordgåderne, hvor en af ledetrådene er den heftige debat blandt de mest forbenede gejstlige om, hvorvidt Jesus lo eller ej. Har man tålmodigheden til det, er bogen også spækket med latinske og fromme sentenser, som giver indblik i datidens religiøse tankegang.
 
2. Hvad er en god bog for dig?

Det er en bog, som får mig til at glemme alt omkring mig, mens jeg læser.

3. Hvordan finder du frem til de bøger, du vil læse?

Via anmeldelser og anbefalinger fra andre læsere eller forfattere, som jeg gerne vil læse flere flere bøger af.

4. Hvilken genre foretrækker du?

Bøger med humor, historiske fortællinger og historiske krimier

5. Hvorfor læser du bøger?

For at blive klogere og tilbringe en del af min fritid på en meningsfuld måde.

 

Vil du være Månedens læser? Så kontakt litteraturformidler Julie Garde, tlf. 4611 5757/e-mail: jg@rudersdal.dk