Interview med Tycho Brahe

01.11.15
Læs vores interview med adelsmand og astronom Tycho Brahe og besøg udstillingen Dansk Litteraturhistorie i 1000 år på Hovedbiblioteket i Birkerød. I denne måned om "Reformation og renæssance ".
 
Tak fordi, vi måtte besøge dig her i Prag, Tycho! Selvom det måske ikke var helt frivilligt, at du tog herned...
 
Nej, jeg ragede lidt uklar med Christian d. IV, så det var vist bedst for alle parter, at jeg fortrak – bl.a. forlangte han, at jeg skulle behandle mine fæstebønder ordentligt, og at jeg skulle vedligeholde krypten i Roskilde Domkirke. En værre geskæftig satan i modsætning til hans salig far, Frederik II, som var så storsindet at forære mig en hel ø, hvor jeg i ro og mag kunne dyrke mine astronomiske studier. 
 
Ja, Hven har jo spillet en vigtig rolle for såvel dig som for astronomiens udforskning og Danmarks historie. Faktisk er der i dag indrettet et museum om dig og din forskning på øen, og man kan besøge ruinerne af dit underjordiske observatorium. 
 
Det glæder mig at høre, at jeg trods alt værdsættes af min eftertid, når nu det gik lidt trægt i samtiden!
 
Det må du trøste dig med, og inden for astronomi ER du et verdensnavn. Mindre kendt er det nok, at du også har virket som digter, da du som reaktion på dit eksil skrev klagesangen ”Elegi til Danmark”, og at du i øvrigt har bidraget til udbredelsen af bogtrykkeriet ved at bygge Danmarks første papirmølle?
 
Jamen, det er helt korrekt – mit bidrag til den danske litteraturhistorie er beskedent, men dybfølt...
 
Så har jeg egentlig bare et sidste spørgsmål her på falderebet: Hvorfor kalder man en uheldig dag for en Tycho Brahesdag?
 
Jamen, det siges jo, at jeg fik til opgave af kejser Rudolf II her i Prag at lave en astronomisk liste over særligt uheldige dage. Men ærlig talt er det jo bare gammel overtro, at der er sådanne dage, og når mit navn bliver forbundet med dem, skyldes det nok bare en slags kendiseffekt. 
 
 Så siger jeg mange tak for, at du afså tid til interviewet – og se nu at få gjort noget ved den hoste!
 
Den skal jeg nok få bugt med – jeg eksperimenterer lidt med noget kviksølv mod diverse dårligdomme, så den går sikkert snart over... 
 
 
Interviewet var sponsoreret af Rudersdal Bibliotekernes afdeling for fiktion og formidling.
Det kan oplyses, at Tycho Brahe desværre døde kort efter interviewet, formentlig af kviksølvforgiftning...