Interview med Ludvig Holberg

30.12.15
Læs vores interview med baron og komedieforfatter Ludvig Holberg og besøg udstillingen Dansk Litteraturhistorie i 1000 år på Hovedbiblioteket i Birkerød. I denne måned om "Oplysningstiden".

Ludvig Holberg, De har været så venlig at byde indenfor her på Tersløsegaard, og det er en stor ære at være gæst her. De er jo om nogen eksponent for oplysningstiden på dansk jord. Kan De sige et par ord om det til vores læsere?

Ja, hvis De ser på mine komedier, som er det, jeg især er kendt for, så vil De se, at de er lavet over samme skabelon: Der er altid tale om en person, der har fået en fiks idé, men som til sidst bliver ”kureret” for den. Det er helt typisk oplysningstankegods, fordi den sunde fornuft får lov at sejre over galskaben. Det gælder både for Erasmus Montanus, som jo egentlig hedder Rasmus Berg, men får storhedsvanvid efter at have studeret i København, det gælder magtsygen hos ”Den politiske kandstøber”, og det gælder humørsygen hos ”Den vægelsindede”. 

Man kan vel også sige, at tiden var med Dem, eftersom kongen i 1722 havde sørget for at få bygget det første offentlige teater i København?

Det er fuldstændig rigtigt. Teatret i Lille Grønnegade blev på det nærmeste mit teater – jeg skrev 17 komedier på halvandet år – men for nu at være helt ærlig fik jeg jo også meget forærende efter at have studeret Molière i Frankrig og commedia dell’arte i Italien. Henrik og Pernille er jo f.eks. tyvstjålet fra forbillederne Harlekin og Columbine...

Jamen, inspiration er jo ikke forbudt – bare der ikke er tale om plagiat! Men De er jo ikke kun dramatiker – faktisk er De også historieprofessor ved universitetet...?

Jeg må indrømme, at jeg ser min vigtigste indsats som faghistoriker, og jeg lægger især vægt på formidlingen af historien i mine værker. Jeg mener jo godt, at man kan være seriøs, selvom man fortæller på en medrivende og dramatisk måde. Hvem siger, at historie skal være kedelig?!

Jeg tror, at De her har fat i noget af det rigtige, baron Holberg. Faktisk har en historiker i 2015, hvor jeg kommer fra, netop udgivet en bog om Deres måde at formidle historien på – og De bliver set som forløber for en gruppe historikere, som skriver fremragende bøger, der oven i købet bliver læst af den brede befolkning. 

Næ, det var da glædeligt – kan De ikke give mig navnene, så vil jeg da læse deres bøger?!

Jo, naturligvis – det drejer sig f.eks. om Søren Mørch, Bo Lidegaard, Peter Øvig Knudsen, Tom Buk-Swienty og Ulrik Langen – for Dem vil det nok nærmest virke som science fiction, men det gør vel heller ikke noget?

Nej, bestemt ikke – jeg er altid åben for at lære noget nyt. Derfor følger jeg jo også udstillingsrækken om Dansk Litteraturhistorie på Rudersdal Bibliotekerne - et fremragende initiativ, hvor man sågar kan få vist film om perioden - man skal bare henvende sig til personalet, så sætter de filmen på! Det står på udstillingen, hvilke film det drejer sig om...

Jamen, så siger jeg tak for OPLYSNINGEN, Ludvig Holberg!

Selv tak – det er altid en fornøjelse at kunne hjælpe med formidlingen af vores fælles kulturhistorie!

 

Interviewet var sponsoreret af Rudersdal Bibliotekernes afdeling for fiktion og formidling. Det kan oplyses, at  den omtalte bog om Holberg hedder »Ludvig Holberg som pragmatisk historiker og er skrevet af Sebastian Olden-Jørgensen. »Læs Berlingskes anmeldelse 

»Læs mere om Holberg som kulturbærer og frontløber
»Læs mere om Ludvig Holbergs komedier
»Læs mere om Holberg og teatret i Lille Grønnegade
»Besøg hjemmesiden "Ludvig Holbergs skrifter" for at se forfatterens værker i fuldtekst

 
Materialer