Svane
Svane

H.C. Andersen og herregårdene

30.06.18
H.C. Andersen boede som gæst på en lang række herregårde og landsteder over hele Danmark, ikke mindst om sommeren, hvor han nød at komme væk fra byen.

I juli måned 1864 besøgte han første gang Søllerød – nærmere bestemt landstedet Olufshøi, hvor han var gæst hos kammerherreinde Neergaard i to uger. I august 1865 boede Andersen igen på Olufshøi i nogle dage.

Under Andersens første ophold på Olufshøi plagede hans tandpine ham så voldsomt, at han havde svært ved at sove, som han bl.a. skrev i et brev til Edvard Collin: ”Natten var qualfuld; jeg sov ikke et Minut. Igaar havde jeg stærk Feber, og derfor, som sagt, have de i Nat vaaget over mig --- Aldrig har jeg prøvet saadanne legemlige Smerter”.

Men bortset fra de legemlige smerter under opholdet i Søllerød var Andersen ikke utilbøjelig til at prise egnen omkring Olufshøi i sine dagbogsoptegnelser: ”Vi kjørte igaar gjennem Skovene; hvor der er smukt! Vi vare ved Stranden, saae paa de mange tarvelige Landsteder ved Strandveien, et par ligge som om de vare tabte af en Fløtte-Omnibus. Vi kom forbi Strandmøllen, der lugtede af ”Silkeborg”, der var saa ganske Kludelugten jeg kjender fra Fabriquen derovre”.

H.C. Andersen har ofte skrevet om sommeren i sine eventyr. Tænk f.eks. på indledningen til ”Den grimme Ælling”: ”Der var saa dejligt ude paa Landet; det var Sommer, Kornet stod gult, havren grøn, Høet var reist i Stakke nede i de grønne Enge”. Osv. Også en af Andersens mest kendte sangtekster handler om sommeren: ”Hvor Skoven dog er frisk og stor/ kuk-kuk, kuk-kuk, fallera/ Skovmærker der og Jordbær gror”. Osv. 

Normalt er H.C. Andersen i sin digtning begejstret over naturens overflødighedshorn om sommeren, og flertallet af hans skriverier om sommertiden er kun positive. Men i 1832 skrev han et pudsigt digt om, hvordan sommeren også kan se ud – nemlig hvis man er en ung pige, der mest tænker på baller og festivitas.

Digtet ”Grethes Glæde over Sommeren” - hvori Søllerød har en absolut mindre flatterende rolle! - blev første gang trykt i 1832.

Grethes Glæde over Sommeren
I denne Maaned flytte vi paa Landet,
Min Tante vil saa gjerne nu derud.
I Aar det bliver noget ganske Andet
End sidst. — Vi laae i Søllerød. Ved Gud!

Den hele Uge vi os maatte kjede.
Jeg fandt tilsidst, at Egnen var saa styg;
Der var om Dagen saadan Sol og Hede,
Og saa om Natten – uh! Saa mange Myg!

— Man saae jo ingen Ting, kun Mark og Enge,
Og grønne Træer og en Blomster-Plet,
Og skal man see på saadant Noget længe,
Saa bliver man tilsidst, ved Gud, saa træt!

Vi troede der just var noget Rart at finde,
Men reent paa Landet er dog slet bevendt;
Og Tante blev i Grunden helst herinde,
Men man kan ikke være det bekjendt:

Man skal jo ligge der; er man galante,
Og det er sundt, som Doctorne jo troe.
Et bedre Sted vi faae i Aar, thi Tante
Har leiet Værelser paa Vesterbro:

Der er, ved Gud! Saa nydeligt derude;
At jeg kan aldrig nævne det ved Navn;
Der seer man ogsaa Træer og Køer og Stude,
Og saa er man saa nær ved Kjøbenhavn!

Det er behageligt — især i Sommer,
Da jo Comedien skal blive ved;
Og nu de kloge Mænd til Byen kommer,
Er Vesterbro det allerbedste Sted.

Der ellers een Ting er, jeg ei kan skjønne,
Men muligviis er jeg vel lidt borneert:
Hvor Folk kan saadan sværme for det Grønne;
Man skaber sig, og man er affecteert.

Jeg var hos Modehandleren forgangen Uge,
Og nogle søde Blomster der jeg saae;
Jeg skulde nogle røde Roser bruge,
Men der var ingen grønne Blade paa.

Jeg spurgte, om der ingen skulde være?
Da sagde Modehandleren, og lo, ved Gud!
“Fy, grønne Blade, det er ækelt, Kjære”
Det er saa flaut — det ta’er sig ikke ud!”

Han har just Smag, han veed hvad der er kjønt:
Og derfor kan jeg Landet ei berømme,
Men bliver træt af alt det meget Grønt.
Nei, Broerne jeg priser mange Gange,
De har for Sindet noget frydeligt,

— O, hvor jeg glæder mig til denne Sommer,
Det er dog dejligt! Hvor jeg elsker den!
Især, naar saadan Efteraaret kommer,
For saa begynde Ballerne igjen!

Materialer