
Forfattere i Rudersdal: Storm P.
Storm P. på Mothsgården
Robert Storm Petersen (1882-1949) boede det meste af sit liv på Frederiksberg på forskellige adresser, men sammen med sin kone Lydia, kaldet ”Mads”, boede han fra august 1919 til januar 1921 på Mothsgården i Søllerød (nu Rudersdal Museum). Herfra gik turen ofte til den nærliggende Geelskov, hvor Storm P. hilste på nisserne, som boede under træernes rødder. Nisserne var, fortalte han engang, de eneste væsener, han nogensinde havde tegnet efter levende model.
Storm P. elskede roen og stilheden på Mothsgården; men der var meget fugtigt i bygningen, så under opholdet her havde forfatteren pådraget sig ”et Lager af Reumatisme”, som han senere i livet måtte slås med.
Tegneren
Storm P. (1882-1949) er i dag en institution, som alle danskere kender, både børn og voksne. Selv om han var uddannet slagter og havde en vis succes som skuespiller i en årrække, er det som forfatter, maler og tegneserieskaber, han i dag er kendt.
I 1913 arbejdede Storm P. for ugebladet ”Verden og Vi”, og det var til dette blad, han skabte et af sine mest kendte værker: ”De 3 små Mænd og Nummermanden”. ”Peter Vimmelskaft” (senere ”Peter og Ping”) startede i dagbladet B.T. i 1922.
Sideløbende med serien om den lille pingvin med de pudsige talemåder lavede Storm P. et utal af vittighedstegninger – heriblandt de berømte ”Fluer” – samt en mængde korthistorier, hvor han for alvor kunne lade sit sproglige vid komme til udfoldelse.
”Tilbage til Naturen” fra 1945 er et af Storm P.´s mest kendte og mest citerede malerier.
”De 3 små Mænd og Nummermanden” kom til verden i 1913.
En af Storm P.´s specialiteter var hans mange mærkværdige opfindelser, som ofte fungerede, om end ikke altid lige hensigtsmæssigt.
Vagabonderne
Nogle af de mest elskede og ikoniske Storm P.-skikkelser er vagabonderne. Til at begynde med var de forhutlede og alkoholiserede, men blev med årene mere gemytlige, filosoferende livskunstnere. Og året efter Storm P.s død genopstod hans vagabonder som reklamesøjler på en af Tuborgs mest berømte plakater.
Storm P.-museet
Storm P.’s samlede produktion er enorm, og det er umuligt på denne begrænsede plads at yde indsatsen nogen form for retfærdighed.
For dog at få en form for overblik over tegnerens omfattende værk kan det stærkt anbefales at besøge museet STORM på Frederiksberg:
Se filmen Højt skum om Storm P. på Filmstriben.dk
Skrevet af Steffen Kronborg og Julie Garde
Foto: Albert Max Schou jr. (Det kongelige bibliotek)