Fødselsdagsinterview med Marcel Proust

10.07.21
10. juli ville forfatteren Marcel Proust være fyldt 150 år. Prousts mammutværk* ”På sporet af den tabte tid” har sikret hans plads i forreste række blandt litteraturhistoriens toneangivere. Rudersdal Bibliotekerne var heldige at få et eksklusivt interview i anledning af den runde dag – da vi endelig fandt ham.

Tillykke med de 150 år, Monsieur Proust. Vi havde lidt svært ved at finde Dem. Hvor havde De dog gemt Dem?

Jeg var såmænd ude at lede efter den tabte tid. Jeg var lige kommet på sporet af den, da De kom og afbrød mig. 

Jamen, det beklager jeg…

Skidt, nu De er her, må jeg måske byde på en madeleine-kage og en kop lindete? Det vækker så stærke minder fra min barndom for mig, men jo nok ikke for Dem…**

Nej, jeg er mere til sort kaffe og wienerbrød, men nu er det jo heller ikke mig, vi skal tale om. Savner De da barndommen meget?

Jeg savner i hvert fald min chère petite Maman. Vi boede jo sammen, til jeg var 34, hvor hun gik bort. Hun ønskede virkelig, at jeg blev gift, men sådan skulle det som bekendt ikke gå.***

Ja, så må De have været tætte. Men De har da også mange venner?

Jo, det har jeg, og jeg er jo en meget værdsat ven, fordi jeg er så opmærksom, altid lytter til, hvad andre siger i stedet for selv at tale og altid roser mine venner i høje toner. Desværre var der nogle stykker, der følte sig hængt ud i min roman, men jeg fastholder, at det intet har på sig. Altså at selvom de kan genkende sig selv, er alle deres dårskaber frit opfundet – i virkeligheden er de jo stik modsat i romanen!

Ja, men det kan De jo få svært ved at overbevise folk om. Det er er kendt problemstilling, når vi taler autofiktion.

Ja, men tiden læger alle sår…

Når De nu nævner tiden, så er det jo et centralt spørgsmål for Dem – og også for læserne, som skal sætte mindst en hel sommerferie af for at komme igennem Deres værk. Hvorfor er tiden så vigtig for Dem?

Jamen, tiden er jo vigtig for alle mennesker, og jeg er sikker på, at hvis man investerer sin sommerferie i at læse min roman, vil man blive meget klogere på, hvordan man holder op med at spilde sin tid og begynder at værdsætte sit liv. Man vil få skærpet sanserne og lære at fokusere.

Hvordan kan man få skærpet sanserne af at læse 17 sider om en mand, der har problemer med at falde i søvn? Og hvor en enkelt sætning fylder 44 linjer?

De har åbenbart aldrig lidt af søvnbesvær! Men nu har jeg jo altså tilbragt de sidste 14 år af mit liv i sengen, og jeg er en meget, meget følsom og meget, meget syg mand! Faktisk er det lidt af et under, at jeg overhovedet er i live, for jeg tåler næsten ingenting, og når jeg endelig forlader min seng, beholder jeg min store pelsfrakke på. Min almene tilstand er som svævende mellem koffein, aspirin, astma, hjertekrampe og i det hele taget mellem liv og død!

Uhadada, det lyder ikke rart. I dag ville De nok have fået diagnosen ”hypersensitiv”. Men det ændrer jo ikke ved, at De har haft stor succes som forfatter. Hvordan fandt De ud af, at De ville skrive bøger?

Min far var læge og en meget succesfuld én af slagsen, og han skrev bøger om, hvordan unge piger skulle holde sig i form. Så jeg besluttede at gøre lidt det samme, bare uden læge-delen. I virkeligheden fandt jeg hurtigt ud af, at det dér med arbejde ikke lige var mig. Jeg tilbragte to rædselsfulde uger på et advokatkontor, og jeg overvejede faktisk også at blive bibliotekar. Men støvet generede mine lunger, og jeg ansøgte om sygeorlov, som blev fornyet nogle gange, før jeg endelig efter fem år desværre blev afskediget. 

Monsieur Proust, De har følt meget og lidt meget, men Deres værk vil blive stående mange, mange år endnu og er dermed en ægte klassiker. Tak fordi jeg måtte tage Deres tid.

De rien – og tak, fordi jeg slap for at skulle svare på det sædvanlige spørgeskema**** – det er jeg forholdsvis træt af!

*”På sporet af den tabte tid” udkom i årene 1913-27. Værket var først planlagt som en trilogi, men efterhånden opdagede Proust en mængde ting, han gerne ville sige, og det endte med 7 bind og mere end én og en kvart million ord.

**Prousts roman er berømt for episoden, hvor en bid af madeleinekagen får fortællerens barndomsminder til at vælde frem og dermed hele romanen. Madeleinekagen er på den måde for altid symbolet på den ufrivillige erindring, som ikke kan fremkaldes ved en bevidst handling, men som giver adgang til en ren og ufiltreret forståelse af fortiden.

***Proust var homoseksuel, men kom aldrig ud af skabet.

****Prousts spørgeskema er en række spørgsmål, der har til formål at give et hurtigt øjebliksbillede ind i den udspurgtes personlighed. Spørgsmålene blev gjort populære af Proust i slutningen af 1800-tallet, hvor han pligtskyldigt svarede på spørgsmål af typen ”Hvad er Deres yndlingsfarve? Hvilke egenskaber sætter De størst pris på hos kvinder? Hos mænd? Hvilken historisk person hader de mest? Er De tilfreds med Deres eget udseende?”. Dette spørgeskema tog magasinet Vanity Fair til sig for flere år tilbage og har siden givet det til en lang række kendte personer (deriblandt en lang række skuespillere og filmfolk), for derefter at gengive resultatet i magasinet.


Interviewet var sponsoreret af Rudersdal Bibliotekernes afdeling for Fiktion & Formidling. Enhver lighed med nulevende eller afdøde personer er helt og aldeles utilsigtet.

Læs mere om Proust på forfatterweb.dk
Læs mere om Proust på litteratursiden.dk