Foto: Christiansborg

Mød dine nye ministre

Vi giver et overblik over hvad du skal læse, for at lære dine nye ministre lidt bedre at kende.

Efter flere ugers forhandling har vi fået en ny regering i Danmark. Mette Frederiksen havde oplyst allerede under valgkampen, at hun ville gå efter en Socialdemokratisk mindretalsregering. Det har hun opnået og de nye ministre er på plads.
Mange af de nye ministre har allerede skrevet bøger eller er blevet skrevet om. I det nedenstående kan du læse om bøgerne.  

 

Socialdemokratiet 

Den hemmelige Socialdemokrat (2014) af Ukendt

Bogen udkom i 2014 og skabte røre på den socialdemokratiske hjemmefront. Bogen beskriver detaljeret hvordan Socialdemokratiet fungerer indefra og hvorledes beslutninger bliver taget fra 2007 og frem.

Bogen skabte særligt debat, fordi, som titel hentyder til, vidste ingen hvem den hemmelige socialdemokrat var. Der har været mange gætterier men der er stadig ingen der har påtaget sig ansvaret for bogen. 

 

Mette Frederiksen (Statsminister) 

Mette F. (2016) af Bent Winther & Peter Burhøj

Winther og Burhøj fortæller historien om den socialdemokratiske formand, der skulle løfte arven fra Helle Thorning. Mette er 4. generation fra en arbejderfamilie og har været medlem af folketinget siden 2001. I bogen finder du hele Mette Frederiksens historie så du kan lære vores nye statsminister at kende. 

 

Morten Bødskov (Skatteminister) 

Ansvaret der forsvandt: magten, ministrene og embedsværket (2014) af Pernille Boye Koch & Tim Knudsen

Mange politikere gennemgår forskellige skandaler i løbet af deres karriere. Morten Bødskov er ingen undtagelse.

Bødskov blev væltet som minister, sidste gang Socialdemokratiet sad på magten. Sagen opstod, efter han blev taget i en såkaldt nødløgn under et møde i Folketingets Retsudvalg. Det opdagede Enhedslisten og væltede ham som minister. Læs hele historien og om andre skandaler i bogen. 

 

Mattias Tesfaye (Udlændinge- og integrationsminister)

Velkommen Mustafa: 50 år med Socialdemokratisk udlændingepolitik (2017) af Mattias Tesfaye.

Tesfaye har været integrationsordfører for Socialdemokratiet, og har udgivet flere bøger. Han beskæftiger sig særligt med erhvervsuddannelser og integration- og udlændinge politik, og skriver hyppigt debatindlæg.

Bogen beskriver 5 årtier med socialdemokratiske ændringer indenfor udlændingepolitik. For det er ikke kun politikken der ændrer sig, det er også partiet. Det skildres igennem interviews af tidligere politikere, bøger, rapporter og andre kilder som Tesfaye graver frem.

Du kan også finde andre bøger med Tesfaye såsom Kloge hænder (2014).

 

Dan Jørgensen (Klima-, energi-, og forsyningsminister) 

Staunings arv: Vejen til et lykkeligt Danmark (2018) af Dan Jørgensen

Stauning eller Kaos! – de fleste af os kender udtrykket og kan måske huske en plakat, men hvad stod Stauning egentlig for? Jørgensen reflekterer over Staunings ideologi og hvad han gjorde for Danmark. Hvad kan vi lære af Stauning og hvordan fører vi det over til moderne dansk socialdemokratisk politik? Få svaret og lær mere om Dan Jørgensens egen ideologi i bogen.

Hvis du vil læse mere med Dan Jørgensen kan du læse Grønt håb: klimapolitik 2.0 (2010).

 

Kaare Dybvad (Boligminister) 

Udkantsmyten: Hvordan centraliseringen af Danmark ødelægger vores økonomi og sociale sammenhængskraft (2015) af Kaare Dybvad

Dybvad har skrevet en debatbog om udkants Danmark og hvorfor jobs og andet økonomifremmende skal blive i forstaden. Dybvad argumenterer for, at myten om at ingen ting sker i forstaden skal ændres, da vi kan lære meget af forstaden.

Dybvad er selv fra Holbæk og har arbejde i flere år med regional udvikling.

 

Peter Hummelgaard Thomsen (Beskæftigelseminister)

Den syge kapitalisme (2018) af Peter Hummelgaard Thomsen

Thomsen går i bokseringen med kapitalismen og udfordrer måden vi forstår verden. For hvis vi skal ændre verden, og de populistiske tendenser kræver det et opgør med kapitalismen, mener Thomsen. Bogen har særligt fokus på hvad der skete efter finanskrisen, og hvordan det påvirkede måden vi forstår kapitalismen.

 

Rasmus Prehn (Minister for udviklingssamarbejde)

Frihed til fællesskab: Vejen til mere demokrati (2013) af Rasmus Prehn og Simon Pihl Sørensen

De to socialdemokrater går i krig mod måden vi gør demokrati og managementkulturen. De mener, at den røde fløj er blevet lige så gode til at varetage eliten som højrefløjen. Det kræver et opgør.

Prehn er desuden blevet beskyldt af partifælder for at stå bag den tidligere omtale ”Den hemmelige socialdemokrat”.

Materialer