Foto: Rikke Caroline Carlsen

Lån et museum

Nu kan du tage din nabo, veninde, fodboldmakker og børnebørnene gratis med på museum.

Fra mandag 3. maj kan du låne et kort på biblioteket, der giver dig + 1 adgang til Nationalmuseet i København.

Besøg Nationalmuseet og få historien om Danmark

Mød de berygtede vikinger og se deres imponerende skatte, som de handlede sig til, plyndrede eller smedede i sølv og gulv. Tag med de første mennesker på jagt efter uroksen i den tætte skov. Stå ansigt til ansigt med Egtvedpigen og Muldbjergmanden fra bronzealderen. Oplev ikoniske kulturskatte og gå på opdagelse i vores nyeste Danmarkshistorie.

Børn kan jage kedsomhedsknapper, gå igennem den mørke skov i det gysende natteunivers, eller lege i Børnenes Museum.

Praktisk information

Kortet lånes ligesom en bog på et af kommunens biblioteket og har en lånetid på en måned. Det giver låneren + en ekstra person gratis adgang til Nationalmuseet i København og skal vises i billetsalget ved hovedindgangen. Husk at børn er gratis. Kortet kan reserveres her https://rudbib.dk/ting/object/723000-katalog%3A131839774

Læs mere på museets hjemmeside: https://natmus.dk/

Om projektet

Rudersdal bibliotekerne, National museet og bibliotekerne i Holbæk, Køge og Albertslund er sammen om et projekt, hvor borgerne kan låne indgangskort til Nationalmuseet. Formålet er at give personer der ikke er museumsvante eller som ikke har luft i budgettet til museumsbesøg en oplevelse. Projektet løber fra maj 2021 og et år frem. 

For yderligere information eller presse, kontakt Anette Liebmann: absv@rudersdal.dk

Fotos til projektet af Ulrik Jantzen, Lasse Lagoni, Martin de Thurah & Kasper Tuxen