Bøger udstillet på et bibliotek

Fremtidens biblioteksbetjening i Vedbæk

I september blev det besluttet, at Vedbæk Bibliotek skal nedlægges i sin nuværende form fra 2020. Vi skal i 2020 finde ud af hvordan Vedbæks bibliotekstilbud skal se ud i fremtiden, og vi vil have din hjælp.

Fra 2. januar 2020, hvor biblioteket i sin nuværende form nedlægges, vil der foreløbigt være etableret afhentnings- og afleveringsfunktion af biblioteksmaterialer samt mulighed for mødested i foyeren på Vedbæk Skole.

I løbet af 2020 arbejdes på at finde løsning på en fremtidig placering og indretning af afhentnings- og afleveringsfunktion af biblioteksmaterialer på en eller flere centrale placeringer i Vedbæk. Der skal også findes en løsning på behovet for et mødested. Løsningerne kan også have karakter og etableres som eksperimentarier – altså afprøvning af en ide.

Vær med til at skabe det 4. bibliotek

I løbet af 2020 vil vi afprøve forskellige biblioteksformidlingstiltag. Dette kan du være med til, når vi udvikler ”Det 4. bibliotek” i samarbejde med borgerne i kommunen.

”Det 4. bibliotek” skal forstås som forskellige alternativer til biblioteksbetjening uafhængig af det klassiske fysiske bibliotek. Det dækker over tilbud og services, der kan benyttes i stedet for eller som supplement til de fysiske biblioteker. Det kan f.eks. være:

  • Det digitale bibliotek
  • Afhentning/aflevering af biblioteksmaterialer på andre steder end biblioteket, f.eks. idrætsanlæg, butikker, caféer, aktivitetscentre, foreningshuse m.m.
  • ”Bogen kommer” til børnefamilier – dvs. biblioteksmaterialer pakket og leveret (evt. i
  • daginstitutioner)
  • Mikrobibliotek – et lille selvbetjent bibliotek uden reel bogsamling
  • Pop-up biblioteket – biblioteket ud til borgerne
  • Bib-Boxen – et mobilt fysisk bibliotek (en containermodel)
  • Andre løsninger udviklet sammen med borgerne

Baggrund for beslutningen

Kultur- og Fritidsudvalget besluttede den 11. september 2019 at Vedbæk Bibliotek nedlægges i sin nuværende form fra 2020. Baggrunden herfor er et spinklere besøgs- og brugsmønster end på kommunens øvrige biblioteker - ligesom der som led i udviklingen af en ny biblioteksstruktur og -strategi arbejdes med ”Det 4. bibliotek”, som er et alternativt bibliotekstilbud uafhængigt af et fysisk bibliotek.