Bæredygtighedsdag - besøg din fremtid

I fremtiden går livet (også) videre – selv i en klimaforandret verden. Dén fremtid kan blive fyldt med nye bæredygtige løsninger, hvor vi er tæt forbundet med både teknologi og natur. Og hvor vi er brugere snarere end forbrugere. Har du lyst til at opleve hvordan?

Tag med en tur til fremtiden, når vi inviterer til Bæredygtighedsdag på biblioteket, hvor du og din familie dagen igennem kan opleve kreative børneaktiviteter og klimakloge foredrag fyldt med handlemuligheder og nye veje til en bæredygtig fremtid, som vi kan skabe sammen.

Ud over forfatterne Anders Kofoed, Peter Hesseldahl, Simon Kjær Hansen og Signe Schrøder kan du også møde en lang række stærke kræfter, som alle arbejder med bæredygtighed med forskellige indgangsvinkler: Fra biodiversitet og byens klimaløsninger til bæredygtigt naboskab, vilde haver og verdensmål i hverdagen. Fra krea-genbrug til poseværksted og tøjbyttemarked. Fra Ungeklimaråd til klimaplan for Rudersdal. Du kan opleve dem på scenen og i vores kreative værksteder.

Kom og vær med i kreative værksteder med bæredygtighed og biodiversitet i børnehøjde for hele familien, hvor vi bl.a. bygger fremtidens bæredygtige by sammen som et kæmpe ’puslespil’.

Du kan også deltage i væve-workshop med krea-instagrammer @Maria Møller fra kl. 13.00-16.00 Der er begrænset antal pladser til workshoppen, så husk at hente billet på rudbib.dk

På tøjbytte-marked arrangereret af Frivilligcentret, Røde Kors og Kræftens Bekæmpelse er der chance for gratis garderobe-kup. Tag et par lækre og nyvaskede ting med fra dit eget skab og byt til ’nyt’ fra kl. 10.00-16.00. Vi slutter Bæredygtighedsdagen med catwalk-show med dagens fedeste fund kl. 15.15.

Vores værksteder har løbende åbent mellem kl. 10.00-16.00, se tider i programoversigten. I værkstederne kan du:

  • Bygge bæredygtig fremtidsby
  • Gå på insektsafari og vinde præmier
  • Sy din egen stofpose
  • Trykke med kartoffeltryk på din egen stofpose
  • Lave fine ’skraldeinsekter’ og sjove robotter
  • Væve flot ophæng af garn og stofrester
  • Lære at strikke
  • Få grønne tips til vilde haver og mere biodiversitet
  • Bytte tøj på tøjbyttemarked
  • Få repareret tøj, legetøj og andre mindre ting som lampe, blender eller brødrister
  • Høre om FN’s verdensmål og få inspiration til bæredygtige vaner
  • Møde unge, der arbejder for klima, natur og biodiversitet
  • Høre om frivillige fællesskaber

Du kan købe sandwich, grønt, kage, kaffe, the og saft i Birkerøds bæredygtige café Hyggestund, som dagens anledning rykker ind på biblioteket.

Hent din gratis billet og se hele programmet her:

rudbib.dk/baeredygtig

Arrangeret i samarbejde med AOF & LOF-Skolen