Vil du være med i skrivekonkurrencen 500 ord?

Er du 9- 14 år og elsker at skrive? Skriv max. 500 ord om "Fremtid" og vind en udgivelse på Forlaget Albert eller et ophold på Brønderslev Forfatterskole.

Aarhus Bibliotekerne skyder nu årets skrivekonkurrence ’500 ord’ i gang. Konkurrencen er for alle børn i alderen 9-14 år, og man kan både deltage som privatperson eller som klasse. 

500 ord modtager hvert år rigtig mange gode historier fra skriveglade børn fra hele Danmark. Sidste år modtog Aarhus Bibliotekerne mere end 1000 historier – både tankevækkende, sjove og triste under overskriften ’familie’.Hvert år vidner de mange indsendte fortællinger om børnenes helt særlige perspektiver på vores verden.

En ekspertjury finder de to vindere, som kåres på Dokk1 den 23. november. Sidste år vandt Maja Sofia Nørlov en udgivelse på forlaget Alvilda Karrusel med sin fine historie om en regnbueblomst. Sif Troldborg Olsen Schmidt vandt et ophold på Brønderslev Forfatterskole for sin overbevisende og rørende fortælling om en pige, der besøger sin mormor på et plejehjem: "Rabarberbolsjer".

Praktisk information

  • Historierne må maks. fylde 500 ord, det svarer ca. til én A4 side.
  • Historierne kan uploades på hjemmesiden 500ord.dk indtil den 1. juni.
  • Alle mellem 9 -14 år kan være med
  • Vinderne kåres på Albus Festival på Dokk1 i Aarhus 23. november.
  • Årets tema er ’fremtid’.
  • Læs mere på 500ord.dk
  • Kontakt: 500ord@aarhus.dk

Aarhus Kommunes biblioteker står bag konkurrencen i et tæt samarbejde med Forlaget Albert og Brønderslev Forfatterskole. Gyldendal Uddannelse, Visuel HF i Viborg samt Børn og Unge i Aarhus Kommune er også en del af samarbejdet omkring konkurrencen. Konkurrencen ”500 ord ”er skabt på baggrund af den tilbagevendende skrivekonkurrence ’500 Words’, som kører årligt på BBC. Idéen stammer oprindeligt fra Hay Festival, som har spredt idéen til flere lande.

Materialer