Zombierne kommer!

19.04.22
Zombier! De levende døde kan noget helt særligt når det kommer til gys. Måske ligner det hele bare kødhungrende monstre og blodsplat, men vævet ind i de bedste zombiehistorier er der også andre fortællinger. Så vil du have de hjernehungrende horder med lidt mere på hjertet eller bare en god omgang gys, er her en liste med forslag.

Kadavermarch af Dennis Jürgensen
Når det kommer til danske zombiebøger, er det umuligt at komme udenom Dennis Jürgensens Kadavermarch. 
30 år på bagen og en 90er-smart attitude til trods, er bogen simpelthen kanon hvis man er til zombier. Der er splat, der er punk og der er klassekamp i dette hovedværk.
Fra 12 år.

Dødt kød af Nick Clausen 
Dødt kød kan ses som en arvtager til Kadavermarch. Der er indtil videre tre bøger i serien, hvor man følger zombieudbruddets første dage. Bøgerne er korte, spændende og spilder ikke tiden, men formår alligevel at bygge den rigtige, frygtsomme stemning op.
Perfekt hvis man har læseudfordringer, men ikke vil gå på kompromis med kvaliteten.
Fra 12 år.

ZombieLars af Thomas Seeberg Torjussen
ZombieLars er en tegneserie der bygger på tv-serien af samme navn. Lars er, som man måske havde gættet, zombie – men han er ikke sådan et kødædende monster som vi normalt kender dem. Faktisk prøver forskellige overnaturlige væsner at leve side om side med menneskene, men det går ikke altid lige godt. Her har vi en gyser der lige så meget handler om venskaber, åbenhed og fordomme.
Fra 8 år.

Zam af Jesper Wung-Sung
Zam minder lider om ZombieLars, men er mere dyster og tryggende. Zam er også zombie, men går på en skole for mennesker. Han kommer til at bide en mobber hvilket er gnisten der antænder hadet imod byens zombier. Zam handler om ensomhed, om at føle sig udenfor og om at være anderledes. En meget rørende historie.
Fra 13 år.

De døde vågner af Thomas Arnt
Det gode ved zombier er, at de også kan invadere andre genrer. Her er de fx pludseligt i en fantasybog. Men bare fordi zombierne skal klares med magi, bliver det ikke mindre bloddryppende. Bogen har flotte illustrationer og er ikke for sarte sjæle. Til gengæld er den kort, så den passer lige til dem der kan lide action og fantasy, men ikke gider lange bøger.
Fra 10 år.

The Last Kids on Earth af Max Brallier
Kan de levende døde være sjove? Sagtens! Og det er de i den grad i the Last Kids on Earth sammen med en masse andre skabninger. Jorden er nemlig blevet invaderet af uhyggelige monstre og vores hovedperson Jack er blevet efterladt alene af sin familie. Sammen med en lille gruppe af andre efterladte børn, må de nu prøve at klare sig. Historien er fantasifuld, morsom og kun en lille bitte smule uhyggelig – så hvis man er til zombier, men ikke kan lide at blive bange, er den her bog som skabt til en.
Fra 9 år.

En Minecraft-zombies dagbog af Zack Zombie
Zack er ikke alene en zombie der skriver dagbog: han er en Minecraft-zombie der skriver dagbog! Vi får lov til at læse med, når den firkantede zombie fra spillet fortæller om sin dag og alle de sjove oplevelser han kommer ud for med sine venner. Man behøver ikke kende spillet for at læse bogen, men hvis man er til Minecraft, bliver historien bare endnu bedre.
Fra 8 år.

Zombiejæger af Steve Barlow
Her kan du selv prøve at jage zombier. I Zombiejæger styrer du nemlig selv handlingen. Hvert lille afsnit ender med at læseren skal tage en beslutning og hoppe til en bestemt side. Historien er blodig og spændende, og indlevelsen bliver kun større af, at man nu rent faktisk selv kan ende mellem tænderne på en sulten zombie.
Forfatteren har skrevet serien iHorror, hvor man møder en række forskellige grusomme monstre.
Fra 10 år.