Gør en god gerning - Danmarks Indsamling 2022

Fra 4. – 29. januar kan børn igen gøre gode gerninger sammen med børnebibliotekerne, DR Ramasjang, DR Ultra, DR Lær og Novo Nordisk Fonden – og dermed være en del af den landsdækkende Danmarks Indsamling til fordel for verdens mest udsatte og fattige.

Hvad er en god gerning?
En god gerning er, når du gør noget for andre eller for din familie. Gode gerninger er ALT, som gør andre glade – intet er for stort eller småt: 
Du kan fx rydde op, samle affald i naturen, tegne en tegning til din lillesøster, trøste din bedste ven, gå tur med naboens hund og meget mere. Alle børn uanset alder må gøre gode gerninger, alle børn må gøre alle de gode gerninger, de vil. 
De kendte figurer i Ramasjang skal nok inspirere dig til at gøre gode gerninger!

Sådan gør du:

  • Gør en god gerning
  • Udfyld et godhedsbevis for hver gode gerning, du har gjort. Du kan hente godhedsbeviser på dit bibliotek eller DR Ramasjang
  • Aflever dit godhedsbevis på dit bibliotek eller registrer den online på DR Gode gerninger.

Enhver god gerning bliver talt, og Novo Nordisk Fonden giver 20 kr. for hver gode gerning. På den måde kan du være med til at hjælpe børn i det krigshærgede Syrien. Det er Røde Kors, der får pengene og sørger for at hjælpe børnene dér.  
Indsamlingen kulminerer med et stort TV-show på DR1 lørdag d. 29. januar. Se med hvor mange penge, Danmarks børn bidrager med ved at gøre gode gerninger.

Læs mere om årets Danmarks Indsamling her: Danmarks Indsamling 2022