Mor og to børn der læser

Gode højtlæsningsbøger på eReolen

Nåede du ikke at hamstre gode højtlæsningsbøger på biblioteket, inden alt lukkede ned? Så har vi samlet nogle gode bøger fra eReolen, som I kan læse sammen.

For de lidt større børn

Ottos ikke noget historier af Lars Daneskov

Den sidste nye højtlæsningsbog fra Lars Daneskov. Hvis ikke I haft bekendtskab med ham endnu, kan hans andre bøger også anbefales til højtlæsning, nogle af dem findes også på eReolen.   
 
I Ottos ikke noget historier, fortælles der uafhængige historier om Ottos hverdag. Hver historie starter med, at mor eller far spørg Otto, hvad han har oplevet i børnehaven, eller hvor han nu har befundet sig, hvilket han svarer ikke noget til, hver gang, hvorefter han stiller spørgsmål til noget, som han alligevel har oplevet i løbet af dagen.

Gode hyggelige, sjove hverdagshistorier, som varmt kan anbefales til højtlæsning for børn fra ca. 4  - 7 år.

Liljas eventyr - Dyndkarlens tårer af Josefine Ottesen

Har du børn, der er til feer og eventyr, kan Liljas eventyr – Dyndkarlens tårer af Josefine Ottesen anbefales.

Alfeprinsessen Lilja bor ved Nøkkerosesøen, hvor der er mange farer, man skal passe på. En dag ser Lilja en mosling, der normalt lever på bredden ved søen. Hans lille båd er tæt på vandfaldet, og han risikerer at drukne, hvis ingen hjælper. Så Lilja tager affære og får hjælp af frøerne Kvæk og Kvak. Moslingen bliver Liljas nye ven. Et par dage efter forsvinder Liljas anden ven Duni efter en forbudt tur ind over spejldammen, hvor Dyndkongen hersker. Lilja og hendes ny ven beslutter sig for at redde Duni, selvom det bliver en farlig tur.

Bogen er første bind i en serie, hvor resten stadig ikke er udkommet. Anbefales for børn fra ca. 5 – 9 år. 

Krigerkattene – Ud i vildnisset af Erin Hunter

Har du lidt ældre børn, der godt kan lide at få læst spændende bøger op, anbefales Krigerkattene – ud i vildnisset af Erin Hunter.

I generationer har fire klaner af vildkatte delt den samme skov. Men den klan, der kalder sig Tordenklanen, er i fare, da skyggeklanen vokser sig stærkere for hver dag. Midt i striden mellem klanerne forvilder huskatten Røde sig ind på vildkattenes territorie, og han viser sig at have et særligt talent som kriger. Før han dog bliver en del af klanen, må han lære at jage og klare sig i naturen, og de andre katte har svært ved acceptere en huskat som en af dem.

Der er i alt seks bøger om krigerkattene. Anbefales for børn fra ca. 7 – 12 år. De findes alle seks som lydbøger på eReolen. Og endda i blå kategori.

For de mindste

Nåede du ikke at hamstre gode højtlæsningsbøger på biblioteket, inden alt lukkede ned? Så er der på eReolen.dk nu lavet et tema, der hedder ”højtlæsningsbøger for de mindste”, hvor der er fundet fem gode lydbøger og fem gode e-bøger til børn fra ca. 3 år.

Se højtlæsningsbøger for de mindste på eReolen