Din børnebibliotekar anbefaler: Mikkels monsterjuice

Børnebibliotekar Christine anbefaler en sjov og tempofyldt historie om et helt særligt tvillingepar.

Tvillingerne Anton og Mikkel er ligeså forskellige som dag og nat; Anton er en helt almindelig dreng, som gerne vil hænge ud med vennerne, spille ishockey og prøve at nærme sig Ella fra klassen, som han er ret forelsket i. Mikkel er helt anderledes – han er videnskabsmand og har ikke tid til andet i sin fritid end sine eksperimenter, som han udfører og dokumenterer i sit laboratorium hjemme i kælderen. Nogle gange går det virkelig godt – men andre gange lurer katastrofen lige om hjørnet, og så er det altid Anton, der må redde Mikkel og resten af verden. Anton og Mikkel har nogle meget travle forældre, der sjældent er hjemme, så Antons opgave er sådan set bare – alt. Men vigtigst af alt: at passe godt på Mikkel!


Mikkels nyeste opfindelse er en eliksir med dyre-DNA. Han har brugt noget DNA fra en stor, savlende bulldog, som han derefter har givet til Antons fredelige marsvin. Det resulterer i et gigantisk kradsende og langtandet mutantmarsvin, som de to drenge i starten af bogen jagter rundt i baghaven. Monsterjuicen, som Mikkel døber sin eliksir, har heldigvis kun en midlertidig virkning, men Mikkel arbejder på at gøre den permanent (katastrofen lurer!). Drengenes fysiklærer, som de kalder Muldvarpen, er mere end almindeligt interesseret i Mikkels opfindelser; og særligt i monsterjuicen. Mikkel betragter Muldvarpen som en slags forsker-kollega, og han ser heller ikke noget mærkeligt i, at Muldvarpen tilsyneladende bor i fysiklokalets baglokale. Forskningen tager nok al hans tid, mener Mikkel, og derfor er det praktisk at være i nærheden af et laboratorium. 


Mikkel er meget optaget af at få indsamlet forskelligt dyre-DNA, bl.a. tager han og Anton i Zoologisk Have og på Naturhistorisk Museum for at skaffe DNA af mere eksotisk art. Desværre kommer de hjem til en grim overraskelse: Der har været indbrud, men kun i Mikkels kælderlaboratorium og det værst tænkelige er sket: Monsterjuicen og Mikkels computer er blevet stjålet! Nu følger en vanvittig jagt på gerningsmændene og ikke mindst ham, der står bag tyveriet. De ender atter i Zoologisk Have, hvor monsterjuicen i den grad sætter dyreriget på den anden ende. Nu nøjes katastrofen ikke bare med at lure om hjørnet!

Det er en virkelig sjov og hæsblæsende bog, fuld af fantasi og skøre eksperimenter. De sjove illustrationer er med til at sætte stemningen. Selv om Mikkel nogle gange kan virke, som om han kommer fra en anden planet, så er det også historien om, at det i virkeligheden er helt ok – også for Anton, som nok skal passe på ham.