Den gamle børnebibliotekars favoritter

Børnebibliotekar Linda anbefaler et udpluk af sine "gamle" favoritbørnebøger.

Mange af mine yndlingsbørnebøger er forsvundet fra bibliotekets hylder for at give plads til den aktuelle og særdeles gode børnelitteratur. Her anbefaler jeg nogle af de ”gamle” af mine favoritter. Nogle kan I låne på eReolen, andre kan I reservere til afhentning i vores nødåbningstid via vores hjemmeside eller via Bibliotek.dk

Ukuelighed og hjertevarme 

…er der i min top-yndlingsserie begyndende med ”Historien om Alfa, Beo, Ditte og lille Edel” skrevet af Birgit Strandbygaard. En rigtig læse-sammen-bog, måske for bedsteforældre, der er tættere på tiden efter krigen og nutidsbørn fra 7 år, der hører en sørgmunter historie om fire søstre, der overstråler al elendighed ved hver deres styrke, indre kraft og sammenhold.

At værdighed kommer indefra er Buster Oregon Mortensen fra ”Busters verden” af Bjarne Reuter i den grad et lysende eksempel på. Ligesom søstrene ovenfor valser han videre ved sin tro på sig selv.
 

Fjerne tider og andre egne

”Uden et navn” af Peter Seeberg er anslaget til en spændende udviklingshistorie, der foldes smukt ud i en trilogi fra oldtiden. I sin farefulde jagt efter tranefjer for at få et navn, møder drengen en bondepige, han forelsker sig i. Vi er i overgangs- og brydningstiden mellem jægerstenalderen og bondestenalderen. Kræver nok en moden og tålmodig 12-årig læser,  der værdsætter mange naturbeskrivelser og indre tanker. De tre titler i serien på eReolenGo har desværre ikke de oprindelige titlers spændende forsider. 

De knapt så spændende forsider gælder også for Ida Jessens serie ”Troldtinden” dengang i 90’erne ved deres første udgivelse - og nu – desværre - på genudgivelsen i 2020. Ellers rigtigt fine bøger om Eva og hendes klassekammerat Jan, der oplever mange ting i deres lille fiskerleje i den norske skærgård. Der er venskab, forelskelse, mysterier og meget andet, der er relevant for børn fra 10 år.  

Vi kommer tilbage til 1600-tallet og til Canada i Helmer Linderholms ”Ridderne og de røde” – den første af tre i serien. Spændende fortalt om kulturforskelle imellem tilflyttere og indianere og som, foruden den 8-årige Madelon, har en livsklog indianerkvinde som hovedperson. Fra ca. 12 år. Kan bestilles via bibliotek.dk

Eventyr og fart over feltet

”Frihedens klokker” af Lloyd Alexander har fantasi, humor og alvor i historien om bogtrykkerlærlingen og antihelten Theo, der modvilligt inddrages i en magtkamp i landet, han bor i. Der er selvfølgelig også en prinsesse involveret i det hele. Der er yderligere to i serien. Kan bestilles via Bibliotek.dk.

I ”Prins Faisals ring” af Bjarne Reuter tages vi med på en eventyrlig rejse rundt i 1600-tallets Caribien, når den unge eventyrlystne Tom Collins er på jagt efter slavedrengen Bibido, alias Prins Faisal. Der er smæk for skillingen og stor fortællekunst for de eventyrlystne mellem 10 og 100 år.  

Billedbøger

”Da far viste mig verdensaltet” er en skøn billedbog af Ulf Stark, skrevet som en erindring om dengang far gjorde Ulf opmærksom på det store i unverset. Far peger og fortæller om stjernebillederne og ender med at træde i en hundelort, lige da han skal fortælle om Store Hund. Meget lune fine illustrationer af Eva Eriksson. Kan bestilles via Bibliotek.dk.
 

Og snyd ikke jer selv for en skøn billedbogsudgave af det gammelkendte eventyr: ”De tre Brukke Bruse” i Roald Als’ fortolkning med skønne tegninger, hvor vi identificerer os, gyser, hoverer og griner med en lille mus, der følger med i bukkenes oplevelser.