Forside: Stykker med himmel
Forside: Stykker med himmel

Christine anbefaler "Stykker med himmel"

En rigtig dejlig bog, som handler om døden, sorg, mobning og måske også om et helt nyt venskab. For drenge og piger i alderen 9 -13 år.

"Stykker med himmel" af Rebecca Bach-Lauritsen

Karl er en lidt ensom dreng, der ikke ville have noget imod at have en bedste ven – og han kunne virkelig godt undvære Morgan fra klassen, som hele tiden er efter ham og som også blærer sig med sine tre cykler og to værelser. Karl kan aldrig finde på det rigtige at sige til Morgan, når han mobber. Karls mor synes, at det ville være en god idé at invitere Morgan med hjem efter skole…

Hjemme hos Karl er pengene små, og ting kan sagtens repareres og komme til lige at passe, synes hans far. Karl kan godt lide at besøge sin farfar på plejehjemmet. Der kan han være sig selv, og han og farfar kan sagtens hygge sig med puslespil og uden ord.
Der bliver dog længere og længere imellem farfars ord og han lægger efterhånden heller ikke rigtigt puslespil – og en dag ringer de fra plejehjemmet; farfar er død. Det er hårdt og trist for Karl, men sorg kan have mange ansigter. En dag sidder der en ny pige i klassen, som hedder Veronika (faktisk er det den Veronika fra forfatterens bog "Veronika lyder som harmonika". Derfor giver det rigtig god mening at læse den også; den findes på eReolen).
Hun er ikke sådan lige til at blive klog på, for det ene øjeblik siger hun Hvad rager det dig? til alt og alle, det næste griner hun fjollet sammen med Morgan. Måske har hun det heller ikke helt nemt. En dag tager Karls knytnæve bare styringen, og han kommer i slagsmål med Morgan - han låner også lige Morgans lækre cykel uden at have fået lov - men han er ligeglad, og pludselig har han også ordene til at svare igen, så Morgan bliver tavs. Til sidst i bogen skal Karl og Veronika mødes, ikke på date eller noget andet fjollet, men der er helt sikkert åbnet mulighed for et venskab.

Rebecca Bach-Lauritsen skriver virkelig godt og på en poetisk og meget stemningsfuld måde. Som læser er man slet ikke i tvivl om, hvordan Karl går og har det (eller Veronika i bogen om hende). Selv om emnerne i bogen er lidt tunge, så er der alligevel en lethed og et håb over historien, som jeg varmt kan anbefale. Man bliver lidt varm om hjertet ved at læse den. Jeg har lyttet til bogen på eReolen, og har derfor ikke set de meget roste illustrationer, der er i bogen – dem vil jeg glæde mig til.