Forside: Det endelige opgør
Forside: Det endelige opgør

Christine anbefaler "Det endelige opgør"

Der er kommet en masse nye børnebøger på biblioteket. For eksempel har vi lige fået den rigtig spændende 3’er i Kristoffer J. Andersens serie Summoner.

Det endelige opgør (Summoner; 3) af Kristoffer J. Andersen

For drenge og piger fra ca. 9 år.
Hvor det i 1’eren (Hidkalderen) var samlekortspillet Summoner og i 2’eren (Hidkalderen vender tilbage) brætspillet Epic Battle, Pelle og hans venner spillede, så er 3’eren i Summoner-serien baseret på computerspil i Virtual Reality.

Pelle, Julie og Villads besøger en messe for computere og gaming, hvor de får chancen for at afprøve en helt ny type VR-hjelm. Det er et tilbud, de slet ikke kan sige nej til – selv om de alle tre tydeligt husker, hvor galt det gik et halvt år tidligere, da de til en Epic Battle-turnering på mystisk vis blev trukket ind i selve brætspillet, og dermed blev medspillere til deres egne malede figurer. Det var en Hidkalder, i skikkelse af deres modspiller Kasper, der var på spil dengang, men heldigvis kan Hidkaldere ikke eksistere i computerspil – eller kan de? De synes alle tre, at det er vildt spændende at få de helt nyudviklede VR-hjelme på. Pyt med, at spillet ikke er helt færdigudviklet endnu, for NU skal der spilles!

Det viser sig, at man i høj grad styrer hjelmen ved hjælp af sin fantasi, så der er næsten ingen grænser for, hvad man kan opleve. Der er selvfølgelig regler og missioner, og undervejs i missionen ”find og uskadeliggør doktor H’s dommedagsmaskine” opdager de tre venner, at Hidkaldere rent faktisk godt kan optræde i computerspil! Denne gang er det ikke kun deres gamle bekendtskab, Kasper, der gør spillet – og livet – surt for dem, der er hele fire Hidkaldere at kæmpe imod. Èn af dem viser sig at være den legetøjshandler, som solgte Pelle det mystiske deck med Summoner-kort i den første bog. Spillet udvikler sig hurtigt og dramatisk, og også i den virkelige verden er der fare på færde: Julie falder i coma efter en uheldig fejltagelse med VR-hjelmen, og kun Pelle og Villads kan hjælpe hende, men det kan kun ske inde i spillet og med en masse modstandere til at gøre det hele meget vanskeligt og farligt.

Der er virkelig gang i den og masser af fart på i Summoner-bøgerne, og der er også mange gode grin undervejs; f. eks. når Pelle og Villads driver hinanden til vanvid for at imponere Julie – for de er begge ret vilde med hende.
Spørgsmålet om venner/kærester fylder mere i 3’eren end i 2’eren, men det er bare med til at sætte skub i handlingen. Selv om Summoner-serien lægger sig op af spil og gaming, behøver man ikke som læser vide en masse om det. Det er bare spændende at læse om de vilde parallelle verdener og eventyr, de tre venner får rodet sig ud i. Det er ikke et must at læse bøgerne i rækkefølge, da hver bog har en afsluttet historie – men det kan alligevel være en fordel at starte med 1’eren, hvis man vil lære Pelle, Julie og Villads bedre at kende.

Materialer