Børneavisens nye podcast: Hva' sker der?

Nu kan alle børn få et ugentligt skud af udvalgte nyheder, fascinationshistorier og baggrundsviden med Børneavisens nye podcast Hva’ sker der? Podcasten udkommer hver mandag og er tilgængelig for alle.

Selvom de fleste 9-12-årige kan læse, kan der stadig være indhold, som kan være svært at forstå, og som giver bedre mening gennem lyd. Og som samtidig appellerer til sanser og følelser på en helt anden måde.

I det første podcast-afsnit møder vi eksempelvis Sofie, som har fået en ny, ukrainsk klassekammerat, Aleksandr, der er flygtet til Danmark med sin mor. Hør podcasten der, hvor du finder dine foretrukne podcasts. Du kan også finde første afsnit her

En podcast er – ligesom avisen – noget, der kan danne ramme om fællesskab mellem barn og voksen. Vi ved, at mange børn og voksne læser Børneavisen sammen. Podcasten er også oplagt at lytte til sammen. I bilen, mens man laver mad eller rydder op. De situationer, hvor man ikke kan sidde med avisen, men alligevel har de større snakke om alt mellem himmel og jord.

Børneavisen i papirudgave og som app

Børneavisen udkommer også i papirudgave hver uge. Den allerførste avis kom på gaden den 11. september 2018, og i dag læser tusindvis af børn fra hele landet med. Nyhedsstrømmen dækkes, så den giver mening for børn og hjælper dem med at forstå den verden, de lever i. Målet er at forberede børnene på samfundsdebatten ved at skrive om både det sjove og underholdende, men også de mere seriøse og alvorlige emner, der kan være svære at tale om.

Børneavisen tager børnene i hånden i en tid, hvor samfundsoplysning i stigende grad foregår via sociale medier. Hvor fake news florerer, og hvor børnene præsenteres for meget information, som kan være vanskeligt at sortere i. Kort sagt er vores mission at give børn adgang til et troværdigt nyhedsmedie, der fortæller historier i børnehøjde.

Reserver Børneavisen i papirudgave her

Børneavisen har også en app, som er et digitalt børneunivers, hvor man kan deltage i afstemninger og quizzer, ansøge om at blive børnereporter, tippe redaktionen og meget mere.

Appen hedder kort og godt Børneavisen og kan hentes Apple Store eller i Google Play.

Børneavisen er et selvstændigt medie udgivet af JP/Politikens Hus.

Materialer