5 gode bøger om klimaet og om at passe på det

Vi ved det alle sammen – både store og små – vi skal passe på hinanden og på verden omkring os. Men hvordan? Hvem kan gøre hvad?

Biblioteket har mange gode bøger om klimaforandringer og om at passe på miljøet, både fagbøger og gode historier, som man også kan blive klogere af. Her er 5 bud på sidstnævnte:

Flaskens rejse af Camilla Dovbenko

For 0-ca. 3 år. 

En fin, lille billedhistorie om en plastikflaske på afveje. Den bevæger sig i løbet af en dag fra gaden til havet, fra hvalens mave til stranden, for til sidst at finde sin rette plads i en skraldespand.

Plastiksuppe af Judith Koppens

For ca. 4-6 år.

En dejlig billedbog om syv dyrevenner, som tager til stranden på en varm sommerdag. Frø og Ræv finder plastikaffald i vandet – det er ulækkert, synes de. Pindsvin har lige læst om plastikforurening i havet i sin avis. De er enige om, at plastiksuppe er noget skidt for havet og for havets dyr og sammen finder de nye måder at genbruge plastik, i stedet for at smide det væk. Måske skal man slet ikke bruge alt det plastik?

Sådan passer vi på jorden

For ca. 5-10 år.
En flot og meget informativ billedbog med fire forskellige klimahistorier. Efter hver historie er der et fakta-afsnit, hvor historiens klimaproblem forklares og læseren kan blive klogere på, hvad man selv kan gøre. Historierne handler om dyr, som på hver deres måde kommer i problemer, fordi menneskene gør skade på deres levesteder. 
I denne bog er alle dyrene dog heldige og alle klarer sig.
 

De sorte svaner af Ruth Lillegraven (Klodeklubben; del 1)

For ca. 6-10 år.
Her er første del af en spændende klima-krimiserie om Klodeklubben – de tre børn Vera, Sigurd og Milo. En dag opdager de, at vandet i fjorden ud for deres by er forurenet med olie, og hvide svaner får smurt fjerene ind i sort olie. Hverken politiet eller lokalavisen vil hjælpe, så de tre tager selv affære. De kommer på sporet af noget mystisk omkring det gamle fabriksområde på havnen. Det bliver spændende, og måske også lidt farligt …
 

Økodeller og svinestreger af Henrik Nilaus (Klimakrigerne; del 1)

For ca. 10-14 år.
Første del af en meget fin og sjov serie om Emma og hendes venner Malthe og Mathilde, der er enige om, at DER MÅ GØRES NOGET! De har i klassen hørt om Greta Thunberg og hendes kamp for verden og miljøet. Men hvor skal man dog begynde? De prøver at få gennemført kødfrie dage derhjemme og i skolens kantine, men det er som om de voksne bare ikke helt forstår.
Emmas farfar synes, de skal gøre mere – meget mere!