Vi anbefaler: Vilhelms værelse

06.09.17
Julie Garde, Hovedbiblioteket i Birkerød, har læst: Tove Ditlevsen: Vilhelms værelse (1975)

Tove Ditlevsen er (forhåbentlig) kendt af ethvert barn i Danmark, især for romanen "Barndommens gade" om en Tove-lignende piges opvækst på Vesterbro i 30’erne. Men forfatterskabet byder så sandelig på andet og lige så læseværdigt stof, deriblandt den sidste roman, "Vilhelms værelse". 

I begyndelsen af bogen er Toves alter ego, Lise, indlagt på Sct. Hans, hvor hun erfarer, at hendes mand har forladt hende – denne gang endegyldigt. Manden er den fjerde i rækken af ægtemænd og Toves/Lises store kærlighed, den kendte chefredaktør for Ekstra Bladet, Victor Andreasen, i romanen kaldet Vilhelm. Og denne gang er bruddet er ikke sket med Toves/Lises gode vilje. Så for at hævne sig forfatter hun en kontaktannonce, som bliver trykt i Politiken, hvori hun efterlyser en ”trofast og kærlig ven i passende alder, helst bilist” - Tove Ditlevsen var bestemt ikke uden humor!

Der er faktisk en mand, der bider på, langt yngre end Lise, som flytter ind i lejligheden, da hun bliver udskrevet fra hospitalet. Her bliver han installeret i Vilhelms værelse, hvor han får tiden til at gå med at læse Vilhelms dagbøger, mens han går rundt i Vilhelms tøj. Og efterhånden bliver Vilhelms og Lises ægteskab rullet op for læseren med alt, hvad det indeholdt af elskerinder, alkohol, jalousi og pinlige episoder. 

Tove Ditlevsens forfatterskab er efter hendes død blevet genlæst og rehabiliteret, fordi hun passer så perfekt ind i vores tid, selvudleverende og ekstrem, som hun er. 

Vilhelms værelse er en stærk, kompromisløs, humoristisk og smertelig beskrivelse af et kærlighedsforhold, som går i stykker både på trods og på grund af de to mennesker, der ellers elsker hinanden.  

OBS! Tirsdag d. 19. september fejrer vi Tove Ditlevsens 100-års fødselsdag på Hovedbiblioteket i Birkerød. »Læs mere her

 

Materialer