Vi anbefaler: Spejl, skulder, blink

16.07.17
Steffen Kronborg, Holte Bibliotek, har læst: Dorthe Nors: Spejl, skulder, blink (2016)

Sonja er på sjette måned i gang med at tage køretimer, så hun kan få et kørekort. Det er bare ikke så let at lære at køre bil, når kørelæreren Jytte hele tiden insisterer på selv at skifte gear, fordi hun ikke har tålmodighed med Sonjas lidt famlende omgang med gearstangen. 

Situationen er desværre ikke enestående i Sonjas tilværelse. Hun lider nemlig af "positionssvimmelhed", som undertiden gør det svært for hende at placere sig rigtigt, og ikke bare i vognbanerne. Sonja har problemer med stort set alt i sin hverdag: familien, veninden, arbejdet samt ikke mindst med det København, som hun ellers flygtede fra Jylland for at blive en del af. 

Sonja forstår ikke spillereglerne i storbyen, ligesom hun ikke er god til at håndtere sin diktatoriske og forskruede kørelærer. Derfor er det en lille sejr for hende, da hun får taget sig sammen til at sige til køreskoleforstanderen, at hun vil have en anden lærer. Det får hun så, hvilket blot giver anledning til nye problemer. Men nu er hun da vej – og først og fremmest på vej tilbage til det Jylland, hun savner mest af alt. Selv om: "Det sted man kommer fra kan man ikke vende tilbage til. Det findes ikke længere".

Den lille roman handler ikke om ret meget, og udmærker sig primært ved et sprudlende og veloplagt sprog: "et lidt brugt par nærmer sig", kan man f.eks. læse et sted i bogen. Og et andet sted: "Jeg ville ønske jeg kunne huske min fremtid", med en noget usædvanlig formulering, hvis indhold man skal læse bogen for at kunne forstå.

Materialer