Vi anbefaler: Regnroman

Hvis nogen synes, at det har regnet meget – for meget – i dette efterår, er det for ingenting at regne imod de mængder af vand, der flyder ned over siderne i tyske Karen Duves grotesk-vittige og let skræmmende "Regnroman". Jeg tror aldrig, at jeg har læst en bog, hvor kulisserne og de fysiske rammer om handlingen er beskrevet så levende og så stofligt som i Karen Duves beretning om en sommer og et efterår, der bogstaveligt talt regner bort.

I begyndelsen af historien ser det ellers lyst nok ud for de to hovedpersoner, Leon og Martina, som har købt et gammelt hus på landet i det tidligere Østtyskland. Det viser sig dog hurtigt, at den tilsyneladende idyl dækker over en ruin af et hus, som er ved at rådne væk, fordi det ligger i en mose; og hvad værre er – huset og grunden invaderes hurtigt af snegle, frøer og andet kryb, så Leon og Martinas tilværelse til slut nærmest ligner en kamp for overlevelsen. Og det bliver værre endnu…

Det er først og fremmest beskrivelserne af de enorme mængder af slimede bløddyr, der gør indtryk på læseren, herunder ikke mindst beskrivelserne af Leons ulige kamp mod snegle- og frømasserne. Hør blot: "Så kastede han spaden fra sig og sprang lige ned i æltet af jord, slim og bløddyrdele, trampede stønnende rundt i det, mens han udstødte uartikulerede lyde".  Eller: "Han stak spaden i den fugtige røde jord, stødte til, sønderdelte regnorme, gravede sten ud, skovlede, kastede, jord, vand, sand, mudder, frøer, sten". Osv. Læs om syndflodssommeren og gys.