Vi anbefaler: På sikker afstand

28.09.15
Jette Mortensen, Hovedbiblioteket i Birkerød, har læst: Celia Walden: På sikker afstand (2009)
Det første, der fangede mit blik, var den blå forside med den tydelige silhuet af Eiffeltårnet.
Jeg er vild med Paris, så jeg måtte straks i gang med denne bog.
 
Fortælleren Anna er lige ankommet til Paris, hvor hun har fået arbejde på Orsay Museet som kustode. Anna er ganske godt tilfreds med sit eget selskab i byernes by, men så møder hun den irske kvinde Beth.
 
Beth er 40 år og dobbelt så gammel som Anna, der straks bliver betaget af hende - hendes bevægelser, hendes stemme. Beth deler en lejlighed med Stephen, ikke fordi de er kærester, men af praktiske grunde. Trekløveret tager ud på Paris´ cafeer og barer, så snart de har fri fra deres jobs om aftenen. Det hele virker som liv og glade dage. 
 
Men Anna vil helst være sammen med Beth alene. Da hun hører at Beth, en aften hun var ude for sig selv, har mødt en skøn mand på en bar, tager hun det dog helt roligt. Det plejer at gå i sig selv igen, når dagslyset og hverdagen melder sig. Det gør det bare ikke denne gang, og da Anna selv møder Christian, kan hun mærke jalousien, men også at hun bliver tiltrukket af ham.
 
Anna spiller nu et farligt spil, fordi hun ikke vil miste Beth ved at afsløre sine følelser for Christian. Anna er ung og tror at det, hun foretager sig, nok skal gå (over). Men mennesker og følelser skal man ikke lege med.
 
Selve fortællingen er forudsigelig, men beskrivelsen af Paris bliver jeg ikke træt af. Man mærker stemningen på Bastilledagen, i boghandelen ”Shakespeare and Company”, på Boulevard Saint Germain og mange andre skønne steder. 

 

Materialer