Vi anbefaler: Krigen har ikke et kvindeligt ansigt

15.08.16
Julie Garde, Hovedbiblioteket i Birkerød, har læst: Svetlana Aleksijevitj: Krigen har ikke et kvindeligt ansigt (2015)

Da nobelpristageren Svetlana Aleksijevitj satte sig for at interviewe de sovjetiske kvinder, der deltog i 2. verdenskrig, forestillede hun sig ikke, hvilken Pandoras æske af ufortalte historier, hun lukkede op for.  

Det viste sig nemlig, at kvinderne i årevis havde fortiet deres krigserfaringer, fordi samfundet ikke ville kendes ved dem. De kvinder, der havde deltaget i krigen, blev ofte modtaget med fordømmelse, når de vendte hjem; mange anså dem for ikke at være RIGTIGE kvinder, så de forblev ofte ugifte, og i de tilfælde, hvor de allerede var gift, blev der set skævt til dem for at have svigtet familien. 

Så for kvinderne var det en befrielse endelig at kunne tale højt om, hvordan de oplevede krigen – renset for de heltehistorier, som den officielle historieskrivning var rig på. Udover alle de barske, forrående oplevelser, som er en naturlig del af alle krige, handler kvindernes historier om kammeratskabet med mændene, som ikke fandtes hverken før eller efter, om kærligheden, som tit dukkede op tæt forfulgt af døden, og om behovet for at føle sig som kvinde – som et frisørbesøg eller en parfume kan gøre det. 

Krigen har ikke et kvindeligt ansigt er det stærkeste vidnesbyrd om krig, jeg længe har læst. Disse kvinder erfarede på ganske få år ting, som mennesker ikke bør udsættes for, og de blev forandret på sjæl og legeme: Mange blev hvidhårede, før de fyldte 20; de lignede gamle koner og var bitre over ingen ungdom at have haft. Den havde de givet til krigen...

Materialer