Vi anbefaler: Haabet

08.03.17
Anette B. Liebmann, Hovedbiblioteket i Birkerød, har læst: Mich Vraa: Haabet (2016)

I 2017 markeres 100-året for underskrivelsen af aftalen med USA om Danmarks afståelse af de Dansk Vestindiske Øer. I den forbindelse kommer der en del fokus på kolonitiden, som netop er emnet for denne roman - og den er ikke for sarte sjæle.

Vi er i 1803. Skibsreder Frederiksen og hans 14-årige datter Maria er om bord på det tidligere slaveskib ”Haabet”, som skal på en kort sejltur fra København.  Tidligt på turen opdager de, at kaptajnen har gang i lyssky forretninger, idet skibet er på vej i en helt anden retning end den planlagte. De konfronterer kaptajnen, og det ender med et voldsomt slagsmål, hvorefter skibsrederen og hans datter tages som fanger på skibet. Mens faderen svæver mellem liv og død efter sine skader fra slagsmålet, bliver datteren mere og mere fortrolig med skibet og dets historie. Der er nemlig sket noget i fortiden, som har stor betydning for Maria i nutiden. 

Romanen indeholder meget stærke beskrivelser af de uhyrligheder, slaverne blev udsat for dengang. Samtidig formår forfatteren at beskrive tidens generelle menneskesyn, der heller ikke tog de store hensyn til de fattige i Københavns gader. Der var dog forandringer på vej, og i romanen drager en ung videnskabsmand ud for at undersøge forholdene på de Dansk Vestindiske Øer. Han skriver hjem til sin forlægger om de barske oplevelser og om livet på øerne, som det blev levet af de danske slaveejere. Det er en barsk, men meget interessant roman, og jeg vil anbefale den til alle med interesse for de danske kolonier.  

Materialer