Vi anbefaler: Erindring om kærligheden

02.11.16
Linda Vinding Pedersen, Hovedbiblioteket i Birkerød, har læst: Kirsten Thorup: Erindring om kærligheden (2016)

Jeg har en tydelig erindring om min kærlighed til Kirsten Thorups romanserie begyndende med ”Lille Jonna”, hvis familie kæmpede for at komme ud af husvildebarakkerne i 1950’erne. Store var derfor mine forventninger til denne nyeste udgivelse. Og de blev bestemt indfriet. 

Tara fortæller i brudstykker fra sit liv og blotlægger sin store kærlighed til datteren Siri. Dén er jeg som læser ikke i tvivl om. Ej heller at Tara er et fint menneske, der viser stor hjælpsomhed over for mennesker på kanten af samfundet. Desværre rækker forældreevnen ikke, for Tara har selv en svag jeg-opfattelse og må kæmpe med sine ønsker til livet og dét, hun faktisk formår udi livsdueligheden. 

Med Siris fødsel skifter fortællesynsvinklen fra Tara til en alvidende fortæller, der må ”holde hus” med Taras oplevelser. Jeg hører om Taras higen efter at blive skuespillerinde, hendes ægteskab med Siris far, hendes sociale deroute og det store paradoks, at datteren konstant er i hendes bevidsthed, samtidig med at hun ikke magter mor-rollen, som omgivelserne forventer det.

Via Taras færden gennem forskellige miljøer, strømninger og begivenheder fra 1970’erne til i dag skildrer forfatteren velfærdssamfundets udvikling, hvor der til stadighed bliver mindre plads til de skæve eksistenser. Det er en rigtig fin ”Thorupsk” roman, hvor forfatterstemmen også lader den voksne performancekunstner Siri kommentere mor/datter-relationen frem mod en slutning, der ikke var helt ventet. 

Kirsten Thorup gæster Rudersdal Bibliotekerne mandag d. 28. november kl. 19.
»Læs mere og køb billet her

Vil du vinde Kirsten Thorups roman "Erindring om kærligheden"?
»Deltag i månedens litteraturquiz her

Materialer