Vi anbefaler: Den farveløse Tsukuru Tazakis pilgrimsår

Vi møder Tsukuru Tazaki i Tokyo, hvor han som ingeniør ernærer sig som jernbanebygger. Han ser systemer og konstruktioner, planlægger og lader dagene spise hinanden, en efter en. Han er i 30’erne og single, omend en kvinde rumsterer i hans bevidsthed. Hendes navn er Sara, og hun får en afgørende betydning for Tazaki. 

 

Hun råder ham til at komme overens med et trauma. For 16 år siden blev han brutalt og pludseligt afskåret fra al kontakt med en kreds af venner. Kontakten blev kappet over, og grunden dertil har Tazaki egentlig aldrig fået. Han har funderet over det – bevares – spekuleret over det, endog drevet sig selv til desperationens rand og så ladet det ligge. Måske det har noget at gøre med, at de andre fra kliken havde en farve i deres efternavn, mens han selv bærer et farveløst efternavn? 

 

Tazakis rejse fører ham helt til Finland, hvor de afgørende brikker til bruddet samles. Sproget er enkelt og brusende musisk. Der er en poetisk, lavdæmpet rytme, hvor undertonerne af Liszts ”Années de Pélerinage” løber som en afgørende melodi for fortællingen. Den er med til at slå stemningen an.

 

Tazaki søger efter en forklaring på tabet af sine venner. Han gør det, fordi Sara beder ham om det. Hun kan mærke, at det forstyrrer så meget for ham i hans nutidige liv, endda så meget, at det bremser hans og hendes forhold til hinanden. Tsukuru Tazaki har derfor et mål med projektet. Om det lykkes? Ja, det synes jeg, du bør unde dig selv at finde ud af.