Vedsøs Vølve vinder DR Romanprisen 2022

13.06.22
Har man hang til magi og mytologi er der ingen vej uden om Vølvens. En storslået læseoplevelse i de ni verdner venter i Anne-Marie Vedsø Olesens 'Vølvens vej', som netop er blevet belønnet med DR Romanprisen.

Der sker noget spændende i dansk litteratur i øjeblikket. Efter år med autofiktion og familiehistorier har det eventyrlige sneget sig ind og er ikke længere forbeholdt den egentlige fantasygenre. Med titler som 'Rosarium' og 'Vølvens vej' er det magiske blevet allemandseje, og vejen er åbnet til andre universer.

Snehilds vej 

'Vølvens vej' er fortællingen om Snehild, pigen, som bliver født under mystiske omstændigheder en stormfuld vinternat af mor Asdis, der er undsluppet sin landsbys udslettelse af hærgende røvere. Nogen eller noget er til stede ved fødslen og hjælper den urtekyndige Asdis med at bringe sit barn til verden. 

Da vi igen møder Snehild, er hun kommet til Himlinge, en landsby i nærheden af floden Tryggveld, som danner grænsen til alfernes og jætternes verden. Guderne er nærværende, og det er vigtigt at holde sig på god fod med dem med blót og ofringer. I Himlinge er det ypperstepræstinden Ragnfrid, der har kontakten til guderne, men hun har ikke synet; hun er ikke vølve. Da Ragnfrid aner Snehilds evner, ser hun en truende konkurrent – og Ragnfrid er ikke til sinds at vige pladsen. 

Så da Himlinge bliver ramt af muspelsoten, griber Ragnfrid chancen for at blive sin konkurrent kvit. Men når nornerne har talt og har spundet deres skæbnetråde ved menneskers fødsel, kan almindelige dødelige ikke ændre dem. Og Snehild har stærke hjælpere i andre verdner…

Et gensyn med nordisk mytologi

For kendere af nordisk mytologi er det en rendyrket fornøjelse af blive ført rundt i de ni verdner i selskab med alfer, jætter, dværge og norner. Vi genkender Sialands geografi med floden Tryggveld fra vores nationalskuespil Elverhøj, hvor Christian IV krydser åen og træder ind i elverkongens rige. 

Anne-Marie Vedsø Olesen giver os indblik i en fortid, hvor kvinder og mænd kæmper på lige fod, hvor de magiske tager aktivt del i menneskenes verden og blander sig efter forgodtbefindende, og hvor liv og død, fortid og fremtid er til stede i nuet - mens alt bygger op til afslutningen, Ragnarok. Man kan næsten ikke vente på de næste to bind på 'Vølvens vej'.

Se interview med Anne-Marie Vedsø Olesen på YouTube

Læs om Anne-Marie Vedsø Olesens forfatterskab på Litteratursiden
 

Materialer