Ud i naturen med dyrene som guide

Hvert år uddør op til 2.000 dyrearter, så vi har travlt, hvis vi skal nå at lære dem at kende og værdsætte dem, før det er for sent.  Vi har læst os ind i dyrenes verden, og hvilken verden er det ikke!

Patrik Svensson: Åleevangeliet

Én af verdens truede arter lever i vandet, dels i åer og vandløb, dels i havet. Og udover at være truet er ålen én af de mest fascinerende fisk, fordi den er så hemmelighedsfuld, at ingen endnu har fundet svarene på alle de gåder, der omgærder den.

De fleste ved nok, at ålen vandrer fra vores breddegrader hele vejen til Sargassohavet for at gyde – men at ålen i løbet af sin levetid gennemgår hele fire metamorfoser, hvor den forandrer sig fra næsten mikroskopisk ”pileblad”, over glasålsstadiet til gulål, for at ende som fuldvoksen blankål – det er nok mindre kendt. I løbet af sin levetid vandrer ålen fra Sargassohavet, hvor den bliver båret med Golfstrømmen til vores breddegrader, for at vandre op i vandløbene og vokse sig stor og fed, før den en dag beslutter at drage tilbage til sit fødehav for at gyde. Men eftersom ingen aldrig så ålen gyde, opstod der alskens myter om den, som f.eks. at den voksede frem af mudderet.

I oplysningstiden blev det et yndet forskningsprojekt at finde ålens kønsorganer, og selveste Charles Darwin tog tråden op i det 19. århundrede og sprættede i hundredvis af ål op, men til ingen verdens nytte; der var ingen hanål imellem, og Darwin gav op og kastede sig over andre projekter. Sidenhen fandt man ud af, at ålen først udvikler kønsorganer, når den begiver sig ud på den lange rejse hjem til Sargassohavet.

Ålens metamorfoser er blot ét af de mystiske og sære fænomener, der er forbundet med ålen. Men Åleevangeliet bringer os så tæt på den slimede fyr, som vi kan komme uden selv at blive våde. Her er ålehistorier nok til at underholde en hel aften ved middagsselskabet – og når man bliver træt af at tale om ål, kan man fortsætte med Muslingen Ming, verdens ældste musling, som opnåede den imponerende alder af 507 år... 

Morten A. Strøksnes: Havbogen

Ål er ikke den eneste fisk, der kan udvikle en besættelse hos mennesker. Også grønlandshajen har den evne – en besættelse, der igen har resulteret i en fænomenal bog.

Havbogen af Morten A. Strøksnes er en fortælling om dengang Morten og hans ven, Hugo besluttede at fange en grønlandshaj. Begge de to mænd er født og opvokset ved havet i Nordnorge, og de er begge som fisk i vandet, når de bevæger sig ud på vandet i deres lille båd.

Fangsten skal foregå ved Lofoten, hvor Hugo og hans kone har bosat sig for at istandsætte Hugos families gamle fiskestation, som han vil indrette til hotel, galleri og forsamlingshus.

Men Morten Strøksnes nøjes selvfølgelig ikke med at fortælle om fisketuren – som i øvrigt bliver til fisketure, for det lykkes dem selvfølgelig ikke at fange den flere meter lange rovfisk den første gang, de sætter sig i båden. Det bliver til adskillige ture på forskellige årstider, hvor de hele tiden prøver at lære af deres fejl og udvikle deres fangstmetoder.

Og efterhånden kommer deres venskab også på prøve, da Morten begynder at spørge sig selv – og Hugo – hvorfor det egentlig er, de absolut skal fange en syv-otte meter lang fisk, som man slet ikke kan spise – i hvert fald ikke uden at blive syg af det. Selv inuitterne gav kun nødigt deres hunde grønlandshaj at spise, for hundene blev berusede eller ”hajfulde” af den nervegift, der findes i kødet. På Island har de fundet en metode til at behandle kødet, så det faktisk bliver en delikatesse ved at koge det gentagne gange eller ved at grave det ned, så det fermenterer. UHM…

Svaret blæser i vinden og fortaber sig i bølgerne, men til gengæld har Morten Strøksnes skrevet en bog om havet og livet deri og alt, hvad der truer det, som selvfølgelig kommer fra os mennesker. Ligesom i Åleevangeliet kommer vi med helt ned på havets bund og bliver indviet i mange af de mysterier, som findes dernede, først og fremmest selvfølgelig grønlandshajen selv, men også havets øvrige beboere.

Havbogen er vor tids svar på Moby Dick og Den gamle mand og havet; det er en bog om venskab og samhørighed, om kærligheden til det våde element – og om at sætte alt ind i jagten på en af havets kæmper.

Charles Foster: Mit liv som dyr

Mennesker har altid været fascineret af dyrene, og vi har altid følt et vist slægtskab: I naturreligioner findes shamaner, der kan gå i trance og antage dyrs skikkelser og egenskaber, den gamle egyptiske religion havde en hel række guder, der var halvt dyr, halvt menneske, i antikkens Grækenland antog Zeus skikkelse af tyr, når han skulle erobre kvinder, og i den hinduistiske gudeverden er der både en elefant- og en abegud.

Men hvordan ved vi overhovedet, hvad der foregår i hovedet på dyrene? Hvilke tanker tænker de – hvis de gør det? De fleste vil nok sige, at dyr ikke tænker, men at de har en eller anden form for bevidsthed, men hvordan oplever de så verden?

Det var spørgsmål, den engelske forsker Charles Foster stillede sig selv, og som blev til bogen: Being a Beast eller Om at være et dyr. Og Charles Foster er mildest talt ikke en almindelig universitetsforsker, som sidder med hovedet i bøgerne – han bevæger sig ud i naturen for at få svar på sine spørgsmål. Og for at finde ud af, hvordan dyrene oplever verden, må man selvfølgelig prøve at leve som dem. Altså helt fysisk.

Så Charles Foster udvalgte fem dyr: En grævling, en odder, en ræv, en hjort og en mursejler, som han dedikerede en periode hver til at leve som. Og Foster går all in: da han skal forestille sig at være grævling, opholder han sig en hel sommer i en grævlingegrav sammen med sin søn, og de sover om dagen og kravler rundt på alle fire i området omkring graven om natten, de spiser regnorme og andet kryb, og de øver sig i at lugte frem for at se. Ifølge Foster bliver de ret grævlinge-agtige i perioden; der sker noget med éns synsvinkel, når man lægger sig ned på jorden; man mister overblikket, men får til gengæld et meget intimt forhold til alt, hvad der befinder sig dernede.

Det her er en meget, meget morsom bog; der udspiller sig de mest absurde situationer, når Foster leger dyr, hvor der er andre mennesker til stede, da han f.eks. ”er ræv” og bliver opdaget af en politimand, mens han ligger under en busk og gemmer sig, og når han træner sin lugtesans ved at lægge ost forskellige steder i huset og prøve at finde den igen. Summa summarum: En befriende humoristisk måde at lære om dyreadfærd og menneskers begrænsede evne til at leve os ind i den.

Marc Hamer: Kunsten at fange muldvarpe – og finde sig selv i naturen

Charles Foster bor i Oxford og er ansat på universitetet dér, men man behøver ikke at være højtuddannet forsker for at vide noget om naturen og dyrene. Landmænd og fiskere har således altid haft en kæmpe viden, fordi det var vigtigt for deres overlevelse – og det samme kan siges om Marc Hamer. Hamer er nu ikke landmand, men havemand, og han har skrevet en vidunderlig bog om kunsten at fange muldvarpe – og om alt muligt andet, der har med muldvarpe at gøre.

Hamer blev mere eller mindre smidt ud hjemmefra, som 16årig, da hans mor døde, og til at begynde med levede han som vagabond. Han sov under stjernerne ude i naturen, og han fandt ud af, at dét kunne han ikke undvære. Så da han skulle finde sin levevej, var havemand den rette for ham.

Men havearbejde er sæsonbetonet, så når vinteren kom, blev han arbejdsløs. Han var nødt til at finde en vinterbeskæftigelse, der kunne give ham smør på brødet – og eftersom han ofte mødte haveejere, som var desperate for at få udryddet de små kræ, der ødelagde deres græsplæner, faldt valget på muldvarpefanger.

Alt det her er selvfølgelig kun rammen om historien, for hovedpersonerne i bogen er jo slet ikke Hamer, men de små dyr, han slår ihjel, som er lige så interessante, som alle andre dyr. Hvem vidste f.eks., at muldvarpen er kolossalt stærk? At en muldvarp med største lethed kan tvinge en knyttet hånd åben og undslippe? - At hvis man har en pung med en muldvarpehale som kvast, vil den altid være fuld? - Og at man, hvis man sluger et muldvarpehjerte, mens det stadig banker, kan man komme til at spå om fremtiden?

Og hvem vidste, at der ikke findes muldvarpe i Irland, men at der i Amerika lever en muldvarp, der kan klatre i træer, og at der i Australien lever en pungmuldvarp, der slet ikke er en muldvarp, men som har en pung, der vender omvendt, så der ikke kommer sand i?

For Hamer er naturoplevelsen og det simple liv selve meningen med tilværelsen. Og i virkeligheden er hele historien om muldvarpene kun et påskud for Hamers egentlig projekt, nemlig at fortælle om sin livsfilosofi, som i høj grad kan virke som inspiration for andre. For formår man at leve sit liv i harmoni med sig selv og sine omgivelser, så har man fået fred – og man har fundet lykken.

Vil du vide mere om dyrene og den natur, de deler med os mennesker, har du muligheden kulturcaféen Naturen i litteraturen 3. september på Hovedbiblioteket i Birkerød.