Tre gange træ(er)

15.07.22
"Shinrin Yoku” er japansk for ”at indtage skoven” – populært kaldet ”skovbadning” - og er et fænomen, der har bredt sig med lynets hast også til vores breddegrader. Når vi skovbader, oplever vi et nærvær med naturen, som øger vores mentale sundhed. Træerne er vores venner, og når vi læser om dem, får vi øjnene op for de fantastiske skabninger, og ligefrem personligheder, de er.

Jonathan Drori: Jorden rundt i 80 træer

'Jorden rundt i 80 træer' er ikke en roman, men derimod en bog med beskrivelser af 80 træarter. Præcis som enhver anden opslagsbog om træer, beskriver den træets biologiske egenskaber, men dét, der gør den så fascinerende, er de fortællinger, der knytter sig til de enkelte træer. Titlen er naturligvis hentet fra Jules Vernes 'Jorden rundt på 80 dage', men i stedet for en hæsblæsende rejse i luftballon og andre moderne transportmidler, får vi her en rejse rundt i alverdens træer. Jorden rundt i 80 træer er simpelthen en kulturhistorie om træer, dvs. 80 forskellige arter fra hele verden.

Vi lærer f.eks., at der i hele verden findes intet mindre end 60.000 træarter, men at der er delte meninger om, hvad definitionen på et træ egentlig er. Vi lærer om træernes forsvarsværker, om deres bestøvningsstrategier og om deres fantastiske tilpasningsevne, som indtil videre har givet dem 385 mio. år på jorden.

Og vi lærer, at et træ bestemt ikke bare er et træ, men at træer er lige så forskellige som mennesker, og at de hver især har udviklet egenskaber, der gør dem i stand til at fungere sammen med mennesker, dyr og andre planter på de steder, hvor de gror. Så det er ikke tilfældigt, at det er London-platanen, der vokser så godt i netop London, for den er i stand til at skille sig af med den smog, den modtager fra luften ved at smide barken – til glæde for både træet selv og de mennesker, det holder sundt og rask.

Det er en fornøjelse at læse 'Jorden rundt i 80 træer' pga. den forbilledlige formidling og den helt åbenlyse fortællelyst, Jonathan Drori lægger for dagen. Man mærker virkelig, at han er en ægte ”træmand”, som har viet sit liv til træer som bestyrelsesmedlem i alverdens natur- og træorganisationer, der arbejder for at engagere almindelige mennesker i naturen. Det lykkes til fulde i bogen her.

Ole Lejbach & Jens Blendstrup: Ege-ekspeditioner

Navnet Jens Blendstrup forbinder man uvægerligt med gakket humor og lettere galskab. Og hvis man elsker Blendstrups skæve tilgang til verden, skuffes man ikke ved at vælge 'Ege-ekspeditioner', for den er en i særklasse humoristisk beskrivelse af danske egetræer – samtidig med at være lærerig.

Men 'Ege-ekspeditioner' består ikke kun af ord; hver tekst ledsages af en illustration af Ole Lejbach, som sammen med vennen Jens Blendstrup fandt ud af, at de delte en fælles passion for træer, nærmere bestemt egetræer. Passionen blev til en mission, og de besluttede at drage ud i det danske landskab for at opsøge egetræer, kendte som ukendte, og nedfælde deres historier. Enten som overleveringer, videregivet gennem generationer (af mennesker) eller historier fortalt af træerne selv med Blendstrup som mellemmand.

Resultatet er en både stor og flot og særegen bog, hvor vi bliver klogere på alt fra kludeege og kongeege, forelskede ege, landflygtige ege, dovne ege, forgældede ege med poetiske navne som Tobaksbinderskens fryd, Haltefanden, Spøgelsesegen, Skurvognsegen og Jomfruens eg. 
Og hvem vil ikke gerne høre egetræernes tanker og meninger om alt fra schweiziske vækstlån, til ulykkesforsikringer og drømmen om at rejse til Mars, og om egen Oves erotiske liv.

Forsidefoto: "Ege-ekspeditioner"

Med Jens Blendstrup som guide kan det umuligt blive kedeligt at drage på ekspedition, og efter at have læst Ege-ekspeditioner, vil du aldrig kunne gå forbi et egetræ uden først at lægge øret til barken for at høre dets historie. For nu ved du, at det har én…!

Lån 'Ege-ekspeditioner' på bibliotek.dk

C.Y. Frostholm: Træmuseet

'Træmuseet' er en helt unik bog, som er umulig at sætte i bås; den er på én og samme tid kulturhistorie, essaysamling, selvbiografi og rejseskildring – samtidig med at det er en hyldest til træerne. Og ligesom de forrige træbøger, er denne heller ikke en roman med en egentlig handling, så man kan læse den i nedslag. 

En stor del af bogen er blevet til i Lissabon, hvor C.Y. Frostholm opholdt sig i længere tid for at komme tæt på Portugals store afdøde forfatter, Fernando Pessoa. Men i takt med at han kommer tæt på Pessoa, kommer han også tæt på Portugals træer; det langsomme tempo, han bevæger sig rundt i byen i, giver ham rig mulighed for at betragte træerne. Han er fuldstændig forudsætningsløs uden nogen viden om træer, men efterhånden som interessen stiger, stiger også vidensniveauet hos ”den urbane botaniker”, bymennesket, som pludselig får en voldsom interesse for naturen, og altså i særlig grad træerne. 

C.Y. Frostholm er digter, ikke biolog. Og derfor griber han emnet ”træer” an på sin helt egen måde. Når han er i det filosofiske hjørne kan han f.eks. spørge, hvad træer egentlig betyder for os mennesker? Vi bliver kede af det, når dyr bliver slået ihjel, især større dyr, og i særlig grad dyr, som vi har knyttet os personligt til. Men hvad med træer? Kan vi føle os knyttet til træer – og kan man ligefrem elske et træ? 

Når vores viden om træer er så begrænset, hænger det sammen med, at vi er blevet fremmedgjorte fra naturen og har fået en sygelig trang til at kontrollere den. Men træer er levende væsner, og en måde at få mere respekt for dem er ved at lære dem at kende enkeltvis – sådan som Frostholm gør i bogen her. Og som man har forsøgt at gøre i New York med projektet New York City Street Tree Map, der gør det muligt at zoome ind på alle træer i New York. En helt vidunderlig idé, som godt kunne importeres her til Danmark!

C.Y. Frostholm tager os rundt i verden og fortæller træhistorier af alle slags; om de største, de ældste, og de mest forunderlige, træklonerne, som ikke kan ses med det blotte øje, om vejtræer, hellige træer og træer med magiske egenskaber. 

Så lad os passe på træerne, så det ikke ender som i Joni Mitchells sang ’Big Yellow Taxi’: 

They paved paradise and put up a parking lot
With a pink hotel, a boutique, and a swinging hot spot
Don't it always seem to go
That you don't know what you got 'til it's gone
They paved paradise and put up a parking lot
Oh, bop, bop, bop
Oh, bop, bop, bop
They took all the trees, and put em in a tree museum
And they charged the people a dollar and a half to see them

'Træmuseet' giver stof til eftertanke og en stor, stor respekt for vores medskabninger, træerne.