Nye skønlitterære udgivelser fra marts

Her får du en inspirationsliste med udvalgte nye titler fra marts.

Danske romaner

Jeg har igennem flere år interesseret mig for debuterende danske forfattere, så jeg ser frem til at læse 'Grundvold' af Rachel Röst. 'Grundvold' er en delvist selvoplevet roman, der handler om en pige, der vokser op i en stærkt troende mormonfamilie i Urbanplanen, hvor tro var vigtigere end omsorg, og det tegner til at blive en stærk læseoplevelse.

En anden bog jeg glæder mig til at læse er Anna Elisabeth Jessens kollektivroman 'Huset'. Romanen er inspireret af Anna Elisabeth Jessens mangeårige arbejde i Danmarks Radio, og jeg tænker at det kun kan blive interessant læsning. 

Endelig glæder jeg mig utrolig meget til Jesper Wung-Sungs nye biografiske roman 'Kvinde set fra ryggen'. Jeg var dybt fascineret af Wung-Sungs store roman 'En anden gren' om hans oldeforældres utrolige kærlighedshistorie. Det bliver spændende at læse hans nye roman om kvinden Ida Ilsted, der over 25 år levede som den store billedkunstner Vilhelm Hammershøis hustru, assistent og motiv til mange af ikoniske malerier.

Udenlandske romaner

Jeg er, som mange andre, stor fan af Elena Ferrantes forfatterskab. Så da jeg læste, at der ville udkomme en roman af en af Elena Ferrantes yndlingsforfattere, blev jeg nysgerrig. Forfatteren er Natalia Ginzburg, romanen hedder 'Familieleksikon' og den udkom oprindelig i Italien i 1963 og nu er den udkommet i en dansk udgave. Det skulle være en varm roman om en familie i Italien fra fascismens opkomst til årene efter 2. Verdenskrig. 

Vi tager fra Italien til Frankrig med en roman af en af Frankrigs største nulevende forfattere, Annie Ernaux. Romanen hedder 'Årene' og udkom i Frankrig i 2007. Bogen betragtes som Ernaux’ hovedværk og er en selvbiografisk roman og et levende kig på det franske samfund lige efter 2. verdenskrig og frem til begyndelsen af 2000’erne. Annie Ernaux er et meget interessant bekendtskab og jeg ser meget frem til at læse denne bog.

Og så er der nyt fra en af nordens mest interessante stemmer, nemlig finske Sofi Oksanen. Hun vandt Nordisk Råds Litteraturpris i 2010 for romanen 'Renselse' og hun har skrevet op til flere stærke romaner. Ud fra forlagets beskrivelse, så er denne nye romanen ingen undtagelse. I hendes nye roman 'Hundeparken', møder to kvinder hinanden i en hundepark i Helsinki. De kender hinanden fra hjemlandet Ukraine, hvor de på forskellig vis har været involveret i den fremvoksende fertilitetsindustri. Bogen handler om konsekvenserne af kvindekroppen som en handelsvare og skulle være både rå og dybt menneskelig. 

Krimi/spænding

Daniel Silvas serie om den tidligere agent Gabriel Allon kunne være et godt bud. I 'Den hemmelige orden' skal Allon opklare, hvem der står bag mordet på Paven og der er både et hemmeligholdt evangelium, historisk konspiration og mystiske selskaber på tapetet. Det kan kun blive spændende.

Og så er der nyt fra britiske krimiforfatter Cara Hunter og hendes krimiserie om kriminalinspektør Adam Fawley og hans team fra Oxford. Jeg er kæmpe fan. Hunter skriver stemningsfulde krimier med masser af engelsk atmosfære og gode plots, hvor man er fanget fra side 1. Så jeg glæder mig til nyt fra hendes pen. 'Ingen udvej' er bind 3 i serien.