Nordisk Råds Litteraturpris 2021 går til Niviaq Korneliussen
Grønland er stadig en del af Danmark, og hovedpersonen i Niviaq Korneliussens roman 'Blomsterdalen' har dansk pas og går på universitetet i Danmark. Men vi ved jo alle sammen, at forholdet mellem Danmark og Grønland ikke er den rene idyl – og at Grønland slås med problemer, som måske hænger sammen med den koloniale fortid. Under alle omstændigheder får vi i romanen her af Grønlands mest kendte og ret succesfulde unge forfatter alle problemerne blæst op til fuld størrelse, så der ikke er noget at tage fejl af; at være grønlænderstiv er stadig et begreb, de fleste forstår, og grønlænderne gør deres bedste for at leve op til navnet.
Ikke mindst de unge, som ovenikøbet slås med en selvmordsepidemi, der rammer i flæng, men især de unge. Selvmordene er omdrejningspunktet i romanen, hvor de 45 kapitler tæller ned fra 45, og som alle enten refererer til et selvmord eller er den slags tanker, der tænkes umiddelbart før selvmordet som en slags årsag eller forklaring.
Kapitel 1, som altså er det sidste, bliver på den måde kulminationen på fortællerens liv, der bliver mere og mere desperat, som handlingen skrider frem. Objektivt set har den unge kvinde gode kort på hånden; i starten af romanen er hun netop blevet optaget på universitetet i København, hvor hun skal læse antropologi, og selvom hun er irritereret på sin mor, elsker moren hende højt og vil hende alt det bedste. Men det mest fantastiske er, at hun har fået en kæreste, Maliina, som er både smuk og dejlig og meget mere, end hun nogensinde kunne have drømt om.
Alligevel findes der inden i hende noget utilpasset, som hele tiden kommer i vejen for den slagne vej; hun føler sig ikke rigtig hjemme i Danmark blandt sine nye studiekammerater, og selvom Maliina er svaret på alle hendes drømme, er hun hende utro en nat i København. Da Maliinas kusine begår selvmord hjemme i Grønland, tager hun tilbage for at støtte kæresten, og da begynder hun for alvor at interessere sig for de mange selvmord, der hele tiden finder sted som en helt naturlig ting i det grønlandske samfund, hvor man ikke rigtig vil tale om det, og hvor der nærmest intet bliver gjort for at forebygge problemet blandt de unge.
Her i det smukke og øde Østgrønland, langt fra fortællerens hjem i Nuuk, besøger hun kirkegården med det poetiske navn, Blomsterdalen. Her føler hun sig hjemme, og her vil hun begraves…
For os blegdanskere er det tiltrængt at høre en stemme fra det mest afsides udkantsdanmark, vi har i Kongeriget. Danskere elsker at rejse til den eksotiske ø, dækket af is og sne – men er måske knap så interesserede i at høre om bagsiden af medaljen, om problemerne og tragedierne – men her har vi altså chancen for et lille kig ind i en kultur, der er så forskellig fra den danske, trods det fælles sprog.
I Grønland finder de fleste selvmord sted om foråret, når midnatssolen kommer frem, måske fordi menneskene i den mørke tid ser frem til de varmere og lysere dage - men når de endelig er der, indser de, at livet ikke bliver bedre. Nogensinde.
Anbefalet af litteraturformidler Julie Garde