Månedens fagbog: 'De syv dyder i går og i dag: dannelsens fordring'

06.04.21
Anbefaling fra bibliotekets fagbogsindkøber.

'De syv dyder i går og i dag: dannelsens fordring', en antologi, udgivet på Eksistensen, 2020.

Er det på tide, at de klassiske dyder vinder indpas igen? Og hvad skal grundlaget være for det gode liv og det gode samfund?

I lyset af de aktuelle udfordringer, ser otte debattører på dannelsesidealerne, som i følge historiens store tænkere er

  • kardinaldyderne: mådehold, mod, retfærdighed, klogskab
  • de teologiske dyder: tro, håb og kærlighed.

I antikken og middelalderen troede man, at ens liv ville gå dårligt, hvis ikke man levede efter de syv dyder. Derfor har dyderne spillet en afgørende rolle i det vestlige menneskes opdragelse, dannelse, uddannelse og selvforståelse. I dag har ordet dyd måske fået en dårlig klang og smager af kontrol, kønsdiskrimination og moralisme.

Suzanne Brøgger, Anders Fog Jensen, Peter Lodberg, Ulrik Houlind Rasmussen, Per Øhrgaard, Henrik Jensen og Helle Skaarup er bidragsyderne i denne bog. og fortæller, hvorfor dyderne bør komme ind igen i vor tid.

De tager udgangspunkt i samfundets situation i dag med både Covid-19, Metoo og identitetspolitik som bagtæppe og med deres personlige erfaringer som guide.

Cand.theol. Martin Herbst samler i bogens sidste kapitel op på dyderne og sætter dem i kontekst til deres historiske ophav.

Og hvad kan man bruge denne bog til? Svaret kan være, at vi i disse tider måske har brug for at stifte bekendtskab med dyderne igen, i en tid hvor mange ser et fald i dannelsen, en fare i populismen og en overdreven fokus på det enkelte individ.

Hvis du er nysgerrig på dagsaktuelle emner og debatbøger, så vil denne måske være noget for dig. Du vil i hvert fald  få nogle kloge betragtninger om vor tids moralske udfordringer, kultur og identitetsdannelse.

Vi har købt et eksemplar til Hovedbiblioteket i Birkerød og du kan reservere den her:

Og hvis bogen giver dig lyst til at dykke mere ned i de 7 dyder tilbyder Folkeuniversitet et kursus med Martin Herbst som underviser.

https://www.fukbh.dk/program/tro-og-eksistens/det-moderne-menneske-og-de-syv-dyder

Om månedens fagbog

Forestil dig, at du ved årets udgang kan se tilbage på tolv læseoplevelser, der hver især gav dig nye perspektiver på dit liv og din omverden.

Hver måned køber Rudersdal Bibliotekerne nye bøger inden for kultur, historie, samfund, natur og samfund. Faglitteratur kalder vi det. 

Af de mange udgivelser, vi køber, er der hver måned nogle bøger, som fortjener ekstra opmærksomhed. Fordi de er særligt aktuelle, fordi de er skrevet i et prisværdigt sprog - eller bare er hamrende spændende.

Det er blandt de bøger Lene og Cæcilie, bibliotekets fagbogsindkøbere, for hver måned i året vælger ”Månedens fagbog”.