Månedens digt: Jeg går i vinterskove...
Da den europæiske ekspressionisme nåede til Danmark kort efter første verdenskrig, tog Tom Kristensen den straks til sig, og både hans digte og romaner er præget af et ekspressionistisk formsprog, med stærk vægt på lyde, klange, farver og diverse andre former for sanseindtryk.
Tom Kristensen debuterede i 1920 med digtsamlingen Fribytterdrømme, og siden fulgte flere andre digtsamlinger. Digtet ”Jeg går i vinterskove…” stammer fra samlingen "Mod den yderste rand", som udkom i 1936. Forlaget præsenterede dengang samlingen således: ”Mod den yderste Rand” er vor Tid, den Tid vi selv lever midt i og maa tage Stilling til. Altsaa en moderne Digtsamling, der kendetegnes ved stor Alsidighed i Valget af Emner. (-) Naar Samlingen alligevel præges af Enhed, skyldes det Digterens personlige Indstilling overfor Stoffet, hans helt moderne Livsfølelse”.
Jeg går i vinterskove...
Jeg går i vinterskove
i sommerligt humør
usømmeligt og synger
en tak til alt, der dør,
som elsked jeg distræt
en enke sørgeklædt
der ikke burde gløde
bag sine sorte slør.
Kun nøgne bøgestammer
en barsk og nøgen hær
kun lange, sorte skygger.
Kun sorg og megen ve
den dødsensblege sne.
Så hvorfor skal jeg juble
i dette vintervejr?
Jeg ser kun sørgeskarer
af stedsegrønne træer
ustandseligt passere
i skoves gådeskær,
en sorg i grønt at se
imod den triste sne.
Dog er min glæde stadig
og stærk til stede her.
Men bag de sorte stammer
står solen luerød,
som ville den fortære
et slør i flammeglød.
Da mindes jeg distræt
en enke sørgeklædt
der ikke burde gløde,
men drømme om en død.