Louisiana Literature logo
Louisiana Literature logo

Louisiana Literature 2018

21.08.18
Mød de store forfattere på Louisiana Literature - og lån deres bøger på biblioteket

Traditionen tro holder Nordsjællands verdensberømte kunstmuseum international litteraturfestival fra torsdag 23. august – søndag 26. august 2018.

Programmet byder på en lang række internationale og danske forfattere, som præsenteres i samtaler, oplæsninger, koncert og performance – samt lydture rundt på museet. Museets gæster kan opleve 45 forfattere, som i løbet af de fire dage optræder på fire scener – indendørs og udendørs.

Hovednavnene på festivalen har omfattende forfatterskaber bag sig – og du kan låne bøgerne på Rudersdal Bibliotekerne.

Péter Nádas
Ungarske Péter Nádas anses for at være en af de vigtigste nulevende europæiske forfattere, og han nævnes ofte som kandidat til Nobelprisen i litteratur. I hans værker finder man detaljerede beskrivelser af menneskets bevidsthed og komplicerede psykologiske virkelighed. 

Daniel Kehlmann
Daniel Kehlmann slog sit navn fast hos både læsere og anmeldere med romanen ”Opmålingen af verden” om de to store tyske videnskabsmænd Alexander von Humboldt og Carl Friedrich Gauss. Kehlmann er aktuel med endnu en historisk roman, "Tyll", om gøgleren Tyll og hans oplevelser under Trediveårskrigen. 

Delphine de Vigan
Franske Delphine de Vigan blev forfatter i en sen alder og skrev sine første bøger – deriblandt gennembrudsromanen ”No og mig” – om natten ved siden af et fuldtidsarbejde og livet med to små børn. Hendes store gennembrud til læserne kom med den autofiktive roman ”Alt må vige for natten” – en rystende skildring af forfatterens mors selvmord i en forholdsvis høj alder.

Christian Kracht
I 2013 lærte verden, hvad en kokovoraner er – takket være Christian Kracht! Inspireret af en virkelig historie, af den slags som overgår fantasien, skrev Kracht romanen ”Imperium” om en halvgal mand, som grundlagde en koloni for kokosnøddespisende nudister. Hans nye roman ”De døde” byder på nye vilde tankeeksperimenter...

Tahar Ben Jelloun
Marrokanske Tahar Ben Jelloun flyttede fra den tidligere franske koloni til Paris, hvor han skriver sine romaner om at befinde sig mellem to kulturer. Hans nyeste roman, ”Lystægteskabet” handler om noget så politisk ukorrekt som en gift mand, som supplerer sit pligtægteskab med et mere spændende og lystbetonet. 

Jan Kjærstad
I årevis blev Jan Kjærstad forbigået ved uddelingen af Nordisk Råds Litteraturpris, da han udgav sin store trilogi om tv-produceren Jonas Wergeland. Men tredje bind var lykkens bind og udløste en fortjent pris til forfatteren, hvis seneste roman, ”Storefjeld”, handler om nationaltraumet, der udspillede sig på Utøya i 2008. 

Teju Cole
Terrorisme, amerikansk kolonihistorie og væggelus kommer under den intellektuelle lup hos den nigeriansk-amerikanske forfatter Teju Cole i ”Åben by” fra 2014. Ensomt vandrende i New York og Bruxelles' gader reflekterer den unge fortæller over nogle af det 21. århundredes mest presserende emner, og hvem han egentlig selv er.

Javier Marías
Den spanske forfatter Javier Marías skrev sin første roman som 17-årig. Forfatterens særlige interesse og opmærksomhed for sprog og ord har ført til oversættelser af ikoniske værker af William Shakespeare, Vladimir Nabokov og Joseph Conrad. Hans egne værker oversat til over 40 sprog og udgivet i seks millioner eksemplarer.

På festivalen kan du desuden møde danske forfattere som Vita Andersen, Knud Romer, Merete Pryds Helle, Olga Ravn, Caspar Eric, Dorte Nors, Hanne-Vibeke Holst, Leonora Christina Skov, Helle Helle, Svend Åge Madsen og Harald Voetmann.    

Læs mere om festivalen: Louisiana Literature

Materialer

Materialer