Læs bogen - se filmen: Marie Bregendahls 'En dødsnat'

04.03.22
Marie Bregendahls lille store klassiker ’En dødsnat’ er blevet filmatiseret og kan nu ses i biografen under titlen ’Du som er i himlen’. Filmen er blevet rost til skyerne, og både hovedrollehaveren Flora Ofelia Hofman Lindahl og instruktøren Tea Lindeburg har vundet priser ved filmfestivalen i San Sebastian.

Om filmen 'Du som er i himlen'

’Du som er i himlen’ er en yderst loyal genfortælling af Marie Bregendahls lille klassiker fra 1912 om dén nat, som kom til at ændre livet for en børneflok på en gård på Skiveegnen. Men især for den ældste pige, Lise, hvis værste mareridt bliver til virkelighed, da moren skal føde endnu et barn. 

Lise er en pige på 14 år i filmen, lidt yngre i romanen, men her på grænsen mellem voksen og barn er hun mere modtagelig for ydre påvirkninger end sine små søskende og forstår en del mere om den fare, moren svæver i. På det ene døgn, hvor handlingen udspiller sig, følger vi på fineste vis Lises oplevelser af den spirende kærlighed til gårdskarlen, hendes frygt for morens liv, ansvaret for de små søskende og splittelsen mellem tro og tvivl. 

Filmens titel henviser til det sidste, til Lises problemer med at sige trosbekendelsen og dermed acceptere Guds almagt til at bestemme over liv og død. Mens den gamle tro på varsler har et fast greb i moren, som har drømt, at hun vil dø, hvis lægen bliver tilkaldt – og hun vil for alt i verden ikke at dø fra sine børn…

Om forfatteren Marie Bregendahl

Romanen bygger på Marie Bregendahls egne oplevelser, da hun som barn mistede sin mor i barselsseng og pludselig stod med ansvaret for sine små søskende og dermed mistede muligheden for at få en uddannelse.

Men trods de hårde odds lykkedes det hende faktisk at komme på højskole, hvor hun mødte digteren Jeppe Aakjær og forelskede sig i ham. De blev senere gift og forældre til en søn, men ægteskabet holdt ikke, og Marie Bregendahl levede resten af sine dage som hushjælp hos sin bror og forfatter som del af det såkaldt ”folkelige gennembrud”. Altid på de svages og kvindernes side, som 'En dødsnat' er et både stærkt og rørende eksempel på.

Materialer