Lån mere end kvoten på eReolen

Hvis du har opbrugt denne måneds kvote på eReolen, kan du stadig låne e-bøger og netlydbøger.

Kig efter titler med et blåt ikon

Der er flere tusind lydbøger og e-bøger, som ikke indgår i din månedlige begrænsning på eReolen. De er alle markeret med et blåt ikon på forsiden af bogen. Det vil sige, at der altid er mulighed for at låne ekstra titler på eReolen. Du kan søge efter denne blå boks på eReolens forside og komme videre til alle de ekstra titler.

Hvis du benytter dig af eReolens app skal du kigge efter kategorien 'Blå titler'. Hvis du ikke allerede benytter dig af eReolens app, kan du finde en guide til, hvordan du får appen downloadet til din mobil eller tablet. Så kan du altid have litteratur med på farten, da du altid kan læse eller lytte offline.

Maren Uthaug: Og sådan blev det

Maren Uthaug er efterhånden blevet et ret så kendt navn på den danske litteraturscene. Og med god grund. ”Og sådan blev det” er Maren Uthaugs romandebut og den er uhyre vellykket. Den fortæller historien om pigen Risten, der er barn af en samisk kvinde og en norsk mand. Da Ristens far forelsker sig i en dansk kvinde, tager han Risten med til Sønderjylland, hvor hun vokser op men føler sig fremmedgjort. Og hun vokser op som en utilpasset ung kvinde.  Som voksen tager Risten derfor tilbage til barndommens land og for at møde sin mor og hendes samiske familie igen. Men mødet bliver på ingen måde som hun har forventet. 

Det er en på én gang smertelig og humoristisk roman og med et fantastisk godt sprog. 

Bogen rummer selvbiografiske træk, for Maren Uthaug har samiske og norske forældre. 

Harper Lee: Dræb ikke en sangfugl

”Dræb ikke en sangfugl” er en stor og vigtig klassiker indenfor nyere amerikansk litteratur. Og så er den ikke mindre end fremragende. Den er på min top 10 over yndlingsbøger. 

Historien foregår i 1930’erne i den lille sydstatsby Maycomb. Det er en by fyldt med vold og hykleri. Dette er noget som pigen Scout selv kommer til at opleve, og det er igennem hende at vi får historien fortalt.  Scout er 6 år og bor sammen med sin far Atticus og sin bror Jem. Faderen Atticus er en respekteret forsvarsadvokat, men dette vender, da han vælger at forsvare en sort mand, der er anklaget for at have en hvid kvinde. Sagen får konsekvenser for både Scouts familie og for hele byen.

”Dræb ikke en sangfugl” er en af USA´s mest læste romaner og da den udkom i 1960, blev den vigtig i kampen mod racisme i USA. Det er en rørende historie og en kæmpestor læseoplevelse. 

Linn Ullmann: Det dyrebare

Linn Ullmann er en af mine yndlingsforfattere og dette er en roman i bedste Ullmann-stil.  Det er en roman om familie og om hemmeligheder, hvor vi følger en familie, der er samlet til en havefest for at fejre kvinden Jenny, der fylder 75 år. En fest, som Jenny ikke vil have, men som datteren Siri insisterer på at holde. 

Til festen er også Siris mand, Jon, en forfatter med en skriveblokering og så er han desuden kronisk utro. Siri stærkt kontrollerende og ægteskabet mellem de to vakler. Det bliver en begivenhedsrig fest, for i løbet af aftenen forsvinder Alma og hun bliver først fundet død 2 år senere i en skov. ”Det dyrebare” er både en flot familiehistorie og Ullmann er også fantastisk velskrivende. Hun skriver så dejligt levende og hendes personportrætter er så fine.