Kvindelige stemmer fra Asien

03.04.20
Her får du tre stærke bud på romaner af kvindelige asiatiske forfattere.

Han Kang: Levende og døde

I disse dage er Sydkorea mest omtalt i forbindelse med corona-virus; landet er et af de hårdest ramte, men også et af dem, der har været bedst til hurtigt at få smitten bremset. I øvrigt ved at anlægge en helt anden strategi end Danmark ved helt at undlade at lukke landet ned for så til gengæld at teste så mange som muligt og dernæst hurtigt at behandle de smittede. 

Men corona var ikke den første ulykke, der har ramt Sydkorea; i 1980 var landet således underlagt en diktator, som ikke skyede nogen midler for at holde sin befolkning nede. Så da studenterne i provinsen Gwangju gik i demonstration for øgede frihedsrettigheder, reagerede magthaverne prompte med militær indgriben og nedskydning af mellem 144 og 2000 mennesker, afhængig af hvem man spørger. 

Det er baggrunden for Han Kangs roman Levende og døde, som bygger på hendes egne barndomserindringer og vidnesbyrd fra mennesker, hun har kendt. Men romanen er ikke en dramatisering af begivenhederne; det er snarere en følelsesmæssig rejse, fortalt gennem såvel ofres som efterladtes øjne. For hvor de døde får fred, bliver de overlevende nødt til at finde en måde at komme videre og acceptere tabet. 

Så selv om romanen altså tager udgangspunkt i en virkelig massakre, kunne den for så vidt handle om en hvilken som helst voldsom begivenhed, for det er traumerne og de menneskelige konsekvenser, der er Han Kangs ærinde. Ved at give de overlevende stemme får hun fortalt en almenmenneskelig historie om, hvad det gør ved mennesker at blive udsat for overgreb, om hvordan livet bliver formålsløst og i sidste ende ubærligt.

Hvis man allerede nu sidder og glæder sig til den næste bog fra Han Kangs pen, må man væbne sig med tålmodighed, for forfatteren har valgt en lidt alternativ måde at promovere sin nye bog på. I maj sidste år deltog hun i en kunst-happening, hvor hun som den femte forfatter fulgte efter så prominente navne som Margaret Atwood og David Mitchell i den skotske kunstner Katie Patersons projekt Future Library. Her donerer en ny forfatter hvert år et værk til opbevaring i 100 år i et lukket bibliotek i Oslo. I 2114 vil man fælde de 100 grantræer, der blev plantet ved projektets start i 2014 og printe teksterne. 

Det er stadig ret begrænset, hvad vi i Vesten ved om Sydkorea, men Danmark og Sydkorea fejrede faktisk 60 år med diplomatiske forbindelser sidste år med et fælles kulturår, hvor dansk-koreanere som forfatterne Eva Tind og Maja Lee Langvad fungerede som brobyggere og kulturformidlere, og hvor vi danskere blev beriget med indblik i den eksotiske koreanske verden. For der sker virkelig noget på den kulturelle front i Sydkorea, især inden for populærkulturen, hvor fænomenet K-pop har fået en del opmærksomhed, til dels pga. de mange selvmord blandt stjernerne. Og så oplever koreansk film et boost i øjeblikket, anført af Bong Joon-ho og hans foruroligende og fantastiske Parasite. Se den, hvis du ikke har gjort det endnu! Og hold så i øvrigt øje med Sydkorea – vi har ikke hørt det sidste fra den kant.

Sayaka Murata: Døgnkioskmennesket

Et lille hop over vandet bringer os videre til Japan, hvor Sayaka Murata er blevet et varmt navn efter at skrevet en lille roman med titlen Døgnkioskmennesket. Den handler i al sin enkelhed om en 36-årig kvinde, som arbejder i en døgnkiosk, et arbejde, som i Japan varetages af studerende og andre med brug for et midlertidigt job. Men for Keiko Furukura har jobbet efter 18 år antaget en noget mere permanent karakter - til omgivelsernes store bekymring. For i hendes alder har man ellers enten fået et såkaldt ”rigtigt” arbejde eller stiftet familie. Det handler om at blive accepteret af samfundet, at leve op til normerne og ”blende” ind, så man ikke stikker for meget ud. 

Og det er præcis, hvad Keiko fornemmer er ved at ske; hele livet har hun haft svært ved at leve op til de sociale koder, samfundet er bygget op omkring, og den eneste måde, hun kunne være blandt andre, var ved at kopiere dem. På den måde har hun fuldstændig skrællet sin personlighed væk – hvis hun da har én. Kun i døgnkiosken føler Keiko sig hjemme; her er hun som en fisk i vandet, fordi alt her er indstuderet og kører efter den samme rutine dag efter dag; intet er overladt til tilfældighederne, og hun behøver ikke at tænke over sin identitet, for i døgnkiosken er alle ens. 

Men det kan ikke vare evigt, så da hun møder den jævnaldrende Shiraha, som nærmest er en mandlig udgave af hende selv, ser hun en vej ud. At Shiraha er dybt usympatisk og gør alt, hvad han kan for at ødelægge, hvad hun måtte have af selvværd, er hende fuldstændig ligegyldigt, bare hun kan få andre til at lade hende være i fred med deres krav om perfektion. For Keiko er et døgnkioskmenneske, og det står ikke til at ændre...

Den her bog lignede ikke noget, jeg havde læst før, men den formår virkelig at sige noget om samfundet, og om, hvordan vi lever vores liv – for er vi overhovedet herrer over vores egne liv? Tør vi træffe valg, der ikke lever op til omgivelsernes forventninger og være tro mod vores egne indre værdier og behov? Hvad er egentlig normalt, og hvem definerer det? Er det flertallet, eller kan der være flere ”normaler”? - Yderst relevante spørgsmål, som denne roman på sin egen usædvanlige måde stiller os. 

Sharnush  Parsipur: Kvinder uden mænd

Og spørgsmålet om, hvad der er normalt, kunne man også stille iranske Shahrnush Parsipur, hvis bog Kvinder uden mænd har været længe undervejs før dens udgivelse i Danmark sidste år. Den blev skrevet allerede i slutningen af 70’erne som små noveller og først udgivet som roman i ’89. 

Handlingen udspiller sig i skæbneåret 1953; det år, hvor Irans demokratisk valgte regering, efter kun to år ved magten, brutalt blev fjernet for at genindsætte shahen. Kuppet bliver ikke direkte omtalt, men fungerer som baggrundstæppe for romanens handling om fem kvinder, hvis veje mødes i en have i Teheran. 

Og det er ikke fem helt almindelige kvinder, men fem normbrydere, som ikke opfører sig helt efter gældende regler – f.eks. kvinden, der planter sig selv som et træ (!) Det gør man altså ikke i pæne familier! Hvad vil folk ikke tænke! Hvis hun så bare var blevet mejerist, det er dog et job, og nogen skal jo lave yoghurt. Men et træ?! 

Kvinden, der planter sig selv som et træ, ønsker brændende at få børn – bare ikke på den konventionelle måde, der involverer en mand, så hun lader sig vande med brystmælk, og graviditeten kulminerer i en fødselsscene, som giver baghjul til enhver konventionel fødsel, for hun ender simpelthen med at eksplodere i tusind dele, der med vinden bliver spredt over hele kloden.

Men trækvinden er ikke den eneste af de 5 kvinder, der får en sær skæbne: Kvinden Munes dør hele to gange, først for sin egen, og dernæst for sin brors hånd, men hun vender tilbage til livet og fortsætter med at færdes blandt de levende. Dog ikke helt som før, for hun går hjemmefra og finder sammen med de øvrige kvinder - og siden får hun også hævnet sig på broren. 

Kvinder uden mænd er i det hele taget en roman, hvor mænd får deres straf, når de forbryder sig mod kvinder - så Parsipurs verden er en utopi, en magisk realistisk verden, hvor kvindelige normer får lov at leve og trives i det iranske samfund – hvilket desværre ikke helt er tilfældet i virkelighedens verden. 

For i virkelighedens verden er der ikke ligefrem ytringsfrihed i Iran, hvor Parsipur har fået bandlyst alle sine udgivelser, og hun selv har siddet fængslet i sammenlagt 5 år. I dag er hun bosiddende i Californien, hvor hun lettere kan få udgivet sine bøger. 

Kvinder uden mænd blev filmatiseret i 2010, hvilket nok har hjulpet på dens udbredelse og popularitet, og den kan man passende se på Filmstriben, når man har læst bogen på e-Reolen.