Bøger om isolation
Bøger om isolation

Isolation - vor tids tilstand

07.04.21
Hvis der er en tilstand, der kendetegner vores tid, er det følelsen af isolation. De fleste af os ser for tiden kun ganske få mennesker, flere via en skærm end i den fysiske verden. Men isolation findes i mange former og har mange forskellige årsager. Oftest er der dog tale om en ufrivillig tilstand, som mennesker bliver bragt i af omstændigheder, man ikke selv er herre over – og i de fleste tilfælde med store omkostninger for den isolerede:

Fængslet 1: Morderen

Margaret Atwood: 'Alias Grace'

Margaret Atwood er mest kendt for den dystopiske roman 'Tjenerindens fortælling', om en kvinde, der bliver brugt som avlsredskab for den herskende klasse. Men Atwood har også skrevet andre bøger om kvinder i nød, deriblandt den historiske roman, 'Alias Grace'. Tjenestepigen Grace Marks er kun 16 år, da hun bliver anklaget for mord på sin arbejdsgiver og hans elskerinde. 

Romanens handling udspiller sig i fængslet, hvor Grace afsoner sin livstidsdom, men hvor hun får besøg af en ung læge, som forsøger at finde ud af, hvad der er op og ned i Graces historie. Er hun skyldig eller ej? Handlede hun i et anfald af hysteri, eller er hun en kynisk og beregnende kriminel, som bruger kvindekneb til at narre mænd? I 1800-tallet, hvor virkelighedens mordsag blev fulgt tæt af tidens aviser, blev Grace udråbt til både det ene og det andet. Vi læsere må selv dømme. 

Fængslet 2: Oprørerne

Nelson Mandela: 'Vejen til frihed'

Men det er som bekendt ikke kun mordere og kriminelle, man i tidens løb har spærret inde. Politiske fanger er et kapitel for sig: 

Da Nelson Mandela endnu var en ung jurist i kampen mod apartheid, førte hans involvering i ANC’s væbnede aktioner til en livstidsdom. Som bekendt blev han til sidst løsladt og brugte tiden efter løsladelsen flittigt for fire år senere at blive Sydafrikas første sorte præsident. 

Men først efter at have afsonet hele 27 år i fængsel med årene på Robben Island som de mest berømte. Inde i fængslet, som udenfor, herskede apartheidsystemet med forskelsbehandlingen mellem sorte og hvide; de sorte fanger skulle eksempelvis gå med korte bukser for at understrege deres underlegne status som børn, eller boys. 

Mandelas selvbiografi vidner om en både karismatisk og beundringsværdig mand og hans kamp for frihed mod et system, som for altid vil stå som symbol på den strukturelle racisme, der til stadighed stikker sit grimme fjæs frem i verden med jævne mellemrum.

Racespørgsmålet er med Black Lives Matter igen blusset op i vor tid. Men i USA stikker problemet dybt, og den mørke slavefortid er svær at ryste af. Hvor utroligt det end lyder, var der kun ganske få forsøg på oprør blandt de sorte slaver. Men ét blodigt eksempel findes; i året 1831 da Nat Turner fra Virginia en skønne dag havde fået nok af sin herres løfter om frihed, der aldrig blev indfriet, greb han til våben. Vha. sine overbevisende retoriske evner lykkedes det ham at stable et egentligt oprør på benene, og sammen med en lille gruppe medslaver fik han taget livet af 55 hvide mennesker, før oprørerne bukkede under for en kombination af alkohol og overmagt. 

Forsidefoto: William Styron: The Confessions of Nat Turner

William Styron: 'Nat Turner: en oprørers bekendelser'

I Pulitzervinderen 'Nat Turners bekendelser', sidder Nat Turner i fængslet og venter på sin henrettelse, mens tankerne går på flugt til tiden før. På den måde får vi hans både rørende og oprørende historie fortalt af manden selv. Fyldt af had og bitterhed mod et uretfærdigt system, baseret på udnyttelse af andre mennesker. 

Lån bogen på bibliotek.dk

Fængslet 3: Afvigeren

Oscar Wilde: 'De Profundis'

De indsatte i fængslerne har altid været et spejl for samfundet og de normer, der gjaldt uden for fængslet. Og i det 19. århundrede var homoseksualitet forbudt. Det fik Oscar Wilde at føle, da han i 1895 blev dømt for grov uanstændighed og sodomi og idømt 2 års fængsel. Det blev 2 års isolation med kun en time dagligt uden for cellen, så Wide havde rigeligt med tid til at tænke – og til at skrive breve.
 

Foto: Oscar Wilde

Wilde skrev et brev til sin unge elsker, Alfred Douglas, kaldet Bosie, et brev, som kom fra hjertedybet, 'De Profundis'. Og det er virkeligt hjerteskærende, hvordan han udøser sine følelser. Wilde var ikke bange for at bruge store ord; først harcelerer han over, hvorfor Bosie ikke skriver, så kommer han i det filosofiske hjørne med tanker om Kristus og de gamle grækere, som eksempler til efterlevelse, for til sidst at forsone sig med såvel Bosie som sin skæbne.

Efter løsladelsen blev Oscar Wilde aldrig den samme igen, han døde kun tre år senere i Paris og blev begravet på fattigkirkegården. Efter salg af hans værker blev der dog råd til at få ham flyttet til den berømte kendis-kirkegård Père-Lachaise.

Lån bogen på bibliotek.dk

Anstalten

Hans Fallada: 'I mit fremmede land'

Som forfatter i et diktatur må man hele tiden være påpasselig med sine ytringer for ikke at komme regimet på tværs. I Det Tredje Rige forlod mange kunstnere Tyskland for frit at kunne blive ved at udøve deres kunst. Men Hans Fallada valgte at blive – og at tage de øretæver, der uundgåeligt fulgte med. 

Fallada betragtede sig selv som et upolitisk menneske – men det var ikke godt nok for et regime, som kun accepterede partimedlemmer og medløbere; enhver kritisk eller satirisk bemærkning kunne få én i fedtefadet. Så Fallada havnede i fængsel fire gange mellem 1923 og 1944 – den sidste gang på anstalten Neustrelitz-Strelitz for ”sindslidende forbrydere”. Og denne gang benyttede han lejligheden til at nedfælde sine erindringer om nazitiden. 

Det var med livet som indsats, eftersom krigen endnu ikke var slut, men hans had til systemet og de ydmygelser, det havde budt ham, overgik hans frygt. Resultatet er et stærkt vidnesbyrd om den ufattelige sindelagskontrol, nazistyret udøvede over for sin befolkning for at bevare grebet om dem – og hvilke konsekvenser det fik for dem, der forsøgte at kæmpe imod og bevare selvrespekten. I Falladas tilfælde med alvorlige konsekvenser for hans mentale tilstand. 
 

Amalie Skram: 'Professor Hieronymus / På Sct. Jørgen'

Da den unge kvindelige kunstner og mor, Else Kant, bliver indlagt på Kommunehospitalets sjette afdeling (for sindslidende) og siden på Sct. Jørgen (Sct. Hans), er hun sådan set helt indforstået med indlæggelsen. For hun trænger til ro i sit overspændte kunstnersind. Hvad hun ikke havde regnet med, er, at hun samtidig bliver frataget alle rettigheder, deriblandt retten til at se sin mand og lille søn.

For Else er lidt for genstridig og egensindig for lægen, Professor Hieronymus, som er en så stærk autoritet på sit område, at ingen tør sige ham imod – undtagen altså Else. Med fatale konsekvenser for hendes velfindende, for i stedet for at blive rask, bliver hun mere og mere fortvivlet og bange for at blive rigtigt sindssyg. 

Også her er der tale om en autentisk historie, som bygger på forfatterens egne oplevelser fra slutningen af 1800-tallet, hvor Amalie Skram selv var indlagt på lægen Knud Pontoppidans afdeling. Knud Pontoppidan var bror til nobelpristageren i litteratur, Henrik, men det reddede ham ikke, da fru Skram gik i struben på ham. Efter udskrivelsen skrev hun sin harmdirrende udlægning af sagen med titlen '6. afdelings Jammersminde'. Og Knud måtte forlade sin stilling.

Tårnet

Leonora Christina: 'Jammers minde'

Indespærringen på den lukkede afdeling varede for Else Kant mindre end to måneder. Men den følelse af afmagt, som frihedsberøvelsen gav, var nok til at få hende til at drage sammenligningen med én af dansk litteraturs mest berømte tekster, nemlig Leonora Christinas 'Jammers Minde'. Christian IV’s berømte datter tilbragte intet mindre end 22 år i Blåtårn, hvor hun sad indespærret, dømt for højforræderi mod sin halvbror, Frederik III. 

'Jammers Minde' er et forsvarsskrift, hvor Leonora Christina i en stærkt følelsesladet tone beskriver sine kummerlige forhold under fængselsopholdet. Skrevet med blæk, lavet af sod og øl, har værket her helt fortjent og uomgængeligt fået plads i den danske Kulturkanon.

Friedrich Hölderlin: 'Tårndigte'

Lige siden Rapunzel sad fanget i sit tårn, har tårne fungeret som fængsler – fra Leonora Christinas Blåtårn til Londons Tower. Og et sådant tårn var også i mange år hjemsted for en af Tysklands største digtere: 

Friedrich Hölderlin var en ung lovende digter, da hans sind begyndte at vende sig imod ham. Hvad der gjorde udslaget, er usikkert; et overfald på en rejse gennem Alperne og en anklage for højforræderi mod kurfyrsten i Württemberg resulterede i hvert fald i chok, som sendte Hölderlin i armene på en psykiater, der efter tidens mode lod ham gennemgå diverse behandlinger som f.eks. nedsænkninger i iskoldt vand til druknegrænsen og Cox’s drejestol, hvor patienten blev bundet til en særlig stol og roteret indtil besvimelse. 

Foto: Hölderlinturm, Tübingen

Alt sammen var med til at nedbryde digteren, så han til sidst blev erklæret uhelbredeligt sindssyg og overført til et tårnværelse hos en snedkerfamilie. Her kom han til at tilbringe i alt 36 år, hvor han havde rig lejlighed til at kigge ud ad vinduet og udtænke sine siden så berømte digte, som i dag anses for hovedværker i tysk litteratur. Var Hölderlin så gal eller genial? Grænsen er som bekendt hårfin…

Lån bogen på bibliotek.dk

Werner Herzog: 'Gåden om Kaspar Hauser'

Ikke langt fra Tübingens Hölderlinturm, fandt i 1828 en sensation sted, da en ung mand spadserede ind i byen Nürnberg uden at vide, hvem han selv var – og næsten uden at kunne tale. På sig havde han et brev, som forklarede, at han havde tilbragt hele sit liv indespærret i et tårn i nærheden, og at hans navn var Kaspar Hauser. 

Hausers resocialisering blev ikke voldsomt vellykket; han forblev en underlig fisk – men interessen for ham var stor, og han blev genstand for utallige forsøg og eksperimenter for at finde ud af, hvordan hans mentale tilstand var. Før man nåede så langt blev han offer for et knivattentat, og hans død blev lige så stort et mysterium, som hans liv havde været. 

Der er skrevet digte, skuespil, romaner og film om Kaspar Hauser, heriblandt Werner Herzogs version fra 1974 'Gåden om Kaspar Hauser'.
 

Rummet

Emma Donoghue: 'Rum'

Så mennesker har tilsyneladende altid spærret hinanden inde. Og for femten år siden blev Kaspar Hausers historie genopfrisket, da Natascha Kampusch pludselig dukkede frem i lyset. Kampusch havde tilbragt 8,5 år af sin barndom i fangenskab, før hun formåede at flygte. Men Kampuschs historie var alligevel næsten vand ved siden af Josef Fritzl, som to år senere tilstod at have holdt sin datter indespærret i 24 år. 

Disse historier inspirerede Emma Donoghue til sin roman, 'Rum', om drengen Jack, som er vokset op i et lille værelse. Sammen med Jack lærer vi verden at kende – og hans verden består af Rum. Jack er nemlig født i Rum, hvor han bor sammen med Mor, som er det eneste andet menneske i verden. Godt nok findes Gamle Nick også, men ham får Jack aldrig lov at møde. Når Gamle Nick kommer, skal Jack gemme sig i Skab...

Da Jack fylder 5 år, er han stor nok til at hjælpe Mor med at flygte. Og på utrolig vis lykkes det dem at komme ud i friheden. 

Rakel Haslund-Gjerrild: 'Alle himlens fugle'

Men derude i friheden kan man også været isoleret, afskåret fra omverdenen og fra andre mennesker. Hvor rummet kan være for trangt, kan det også være for stort. Og hvad er mon værst: At være alene i et lille rum – eller i hele verden? 

Ligesom Jack er den unge kvinde i 'Alle himlens fugle' vokset op sammen med ét eneste menneske, Or, som har lært hende ordene og verden at kende. Men nu er Or forsvundet, og hun er alene tilbage. 

Noget af det fine i Rum er beskrivelsen af rummet som hele Jacks verden, og hans ordforråd er bundet op på de ting, han kender. Verden bliver til i takt med hans navngivning af den – og det samme gør sig gældende for den unge kvinde i Alle himlens fugle. Da Or er forsvundet, og hun begiver sig ud i verden, må hun hele tiden øve sig i at huske ordene, så de ikke forsvinder. For når ordene forsvinder, forsvinder verden også…

'Alle himlens fugle' foregår efter katastrofen, den store, som har udslettet menneskene og kun ladet en enkelt være tilbage. Som en moderne Noah er pigen den udvalgte, som fik lov at overleve, men uden andre mennesker er ensomheden tyngende. 

Øen

Daniel Defoe: 'Robinson Crusoe'

'Alle himlens fugle' er en robinsonade, en fortælling om at overleve alene efter de forhåndenværende søms princip. Fuldstændig ligesom det var tilfældet for Robinson Crusoe, den navnkundige stamfader til selve genren.  

Robinson skyller i land på sin øde ø efter et skibsforlis, som tager livet af de øvrige ombord. Kun en hund og to katte bliver tilbage til at holde ham med selskab. Heldigvis er øen frodig og fyldt med alt, hvad han har brug for til at opretholde livet i de 28 år, han får lov at tilbringe her, inden han kommer tilbage til civilisationen.

Robinson Crusoe er prototypen på livet i isolation, modelleret efter virkelighedens Alexander Selkirk, for ordet isolation kommer netop af det italienske isola, som igen kommer af det latinske insula og betyder ”ø”. 

Skoven

Henry David Thoreau: 'Walden'

Isolation er i de fleste tilfælde ufrivillig - men ikke altid; historien er rig på fortællinger om eremitter, eller eneboere, som frivilligt flytter ud i ørkenen og langt væk fra andre mennesker. Og det var netop, hvad Henry David Thoreau valgte at gøre i året 1845.

Thoreau besluttede at vende ryggen til civilisationen og flytte ud i skoven i Massachusetts til en lille sø ved navn Walden Pond. Han byggede en simpel hytte i nærheden af søen og kom til at tilbringe to år dér, som så til gengæld resulterede i hans hovedværk, 'Walden' fra 1854. 

I 'Walden' beskriver Thoreau livet, som det formede sig for ham gennem de to år, og derudover er bogen både en uafhængighedserklæring, et socialt eksperiment og en åndelig opdagelsesrejse. 

Thoreau forsøgte at komme bort fra den moderne materialisme og forbrugerisme, for kun ved at vende sig mod naturen mente han at kunne transcendere, dvs. overskride normaliteten og nå en idealtilstand. Han blev så at sige adopteret af naturen, hvor dyr og planter kommunikerede med ham, og han brugte dagene på at indånde og registrere de mindste forandringer i skoven omkring ham.  

Så isolation KAN være en lykketilstand – og for nogle har coronatiden også været netop det. Men mon ikke de fleste mennesker foretrækker at kunne mødes med andre, som de sociale væsner vi nu engang er…?

Tags