I dag er Tara Selter-dag

18.11.22
I dag er det Tara Selter-dag. I går var det Tara Selter-dag. Og i morgen er det Tara Selter-dag. Hver dag er det Tara Selter-dag. For Tara Selter sidder fast i den samme dag, den 18. november.

Forestil dig, at du vågner op og er blevet til et insekt. Forestil dig, at du kravler ned i et kaninhul og kommer ind i en eventyrverden. Eller forestil dig, at du hver dag vågner op til den samme dag. Alle disse tankeeksperimenter kræver en god fantasi at udtænke – og en god fantasi at følge. For hvad nu hvis…

Tara Selters 18. november

Tara Selter er en ganske almindelig kvinde, bosat i Nordfrankrig sammen med sin kæreste gennem 7 år, Thomas, som hun lever et lykkeligt og harmonisk liv med. De har fælles interesser og et fælles arbejde, det antikvariske boghandlerfirma, T. & T. Selter. Tara tager på rejser for at opkøbe antikvariske bøger for deres kunder, mens Thomas registrerer dem.

Men nu er deres ellers så harmoniske liv begyndt at smuldre. Tiden er kommet imellem dem. For Tara lever for 121’ende gang den samme dag, mens Thomas kun har oplevet den én gang. Tror han. Tara kan nemllig godt huske alle de forrige 18. novembere, mens Thomas glemmer dem fra dag til dag. 

Frosset i tid

Den første gang Tara Selter oplever, at tiden er gået i hak, er, da hun oplever en mand tabe et stykke brød på gulvet på nøjagtig det samme sted, han også tabte det dagen før. Og reagere på nøjagtig samme måde ved at kigge sig rundt for at tjekke, om nogen så ham. Den slags deja-vu-oplevelser kender de fleste, men da Tara også får udleveret avisen fra dagen før, går det op for hende, at den er helt gal.  

Da Tara kommer hjem til Thomas, fortæller hun ham sagens sammenhæng, og han tror hvert et ord. Sammen undrer de sig, men aftaler at se tiden an til næste dag. Næste dag er det igen den 18. november – en helt ny dag for Thomas, men en lettere brugt for Tara. Igen forklarer hun ham, hvad der foregår, og sammen aftaler de at undersøge, hvad der foregår. 

Sådan går dagene, eller dagen, om man vil. De første ca. 65 dage er de lykkeligste; de henstår i tåge, hvor Tara og Thomas sammen foretager forskellige eksperimenter for at finde ud af, hvordan de kan knække koden og få Tara ud af sin tidsboble. Blandt andet ser de, hvordan tingene opfører sig forskelligt, idet nogle følger Tara i hendes tid, mens andre følger Thomas’. Men efter 65 dage opstår en ubehagelig klarhed for Tara, hvor hun opdager, at hun har forandret sig, mens Thomas forbliver den samme. Afstanden er blevet for stor.

Tidens septologi

Lyder det kedeligt? Det er det bestemt ikke! Faktisk fremkalder fortællingen en stigende uro hos læseren, og en uimodståelig trang til at læse videre, for hvad skal det hele dog ende med? Kommer Tara Selter aldrig ud af den 18. november? Bliver hun sindssyg inden? Eller bliver hun tudsegammel, før hun når ud til sin meget yngre mand? Spørgsmålene hober sig op, og vi er endnu kun nået til 3. bind af de lovede 7 i serien. 

Solvej Balle har skrevet sin suverænt kloge og spændende filosofithriller med en nominering til Nordisk Råds Litteraturpris som foreløbig belønning. Vi hepper på hende herfra – og når Tara Selter-dag oprinder, er prisen for længst uddelt. Men artiklen her sidder uhjælpeligt fast på den 18. november.
 

Læs om Solvej Balles forfatterskab på Forfatterweb

Læs om Solvej Balles forfatterskab på Litteratursiden
 

Materialer