Henrik Ibsen

Gamle klassikere i nye klæder

02.04.20
Ibsen Nor er et samarbejde mellem tre nordiske lande på initiativ af det svenske forlag Natur & Kultur, norske Oktober og danske Rosinante. Samarbejdet er navngivet efter de tre forlags begyndelsesbogstaver. Læs her om de fem udgivelser, der alle har Henrik Ibsen som omdrejningspunkt.

For et par år siden fandt et engelsk forlag på at udgive en hel række af Shakespeares dramaer fortolket af nulevende forfattere, og sidste år så et tilsvarende projekt dagens lys i et samarbejde mellem tre nordiske forlag. Det er ikke altid, bundne opgaver fører noget godt med sig, men mange gange er det faktisk udmærket at være underlagt dogmer – og i det her tilfælde er resultatet overordentlig vellykket. 

De tre forlag er gået sammen i et projekt, som de har kaldt Ibsen Nor, og de har bedt Merete Pryds Helle fra Danmark, Vigdis Hjorth fra Norge og Klas Östergren fra Sverige om at genfortælle tre af Henrik Ibsens klassiske dramaer. Forlagene har været skarpe nok til at forudse, at de nye romaner også ville afføde interesse for de oprindelige tekster, så de har ved samme lejlighed udgivet de pågældende dramaer i en lækker ny klassikerudgave. Endelig indeholder serien også en biografi om Ibsen, og det kan virkelig anbefales at læse alle de her bøger samlet for at få et indblik i, hvad det var Norges store forfatter ville med sit forfatterskab – og hvorfor han stadig i dag er relevant.

Vigdis Hjorth: Henrik

Det første værk, som har været en tur i tidsmaskinen, er Hedda Gabler. I Ibsens drama var Hedda en femme fatale, som var vældigt glad for at lege med sine pistoler. Hovedpersonen i Vigdis Hjorths nye roman hedder Henrik, og faktisk er det Hedda, der har fået sig en kønsskifteoperation og er blevet til Henrik. 

Henrik er den unge levemand, som troede, at han skulle arve sin fars rederier, men faren gik konkurs før sin død, og der var ingenting at arve. Og da Henrik har gjort en barndomsbekendt gravid, gifter han sig i stedet til en stilling på svigerfarens tankstation. Noget af en social kradser, må man sige! Og som om det ikke var nok med en kone, der egentlig ikke siger ham noget, og som ovenikøbet forlanger, at han masserer hendes gravide fødder, mens svigerforældrene, der bor i nabohuset, får det malet i samme grønne farve som datterens – så flytter Henriks gamle flamme, Tale, ind i hans barndomshjem med en ny mand. Det bliver dråben, der får bægeret til at flyde over; Henrik opsøger Tale for at genopleve gamle dage. Og det må selvfølgelig ende galt...

Henrik er ganske kort, men vældigt underholdende, hvis man køber præmissen om, at en moderne mand gifter sig med dén kvinde, han er kommet til at gøre gravid, og begynder at arbejde som tankstationsbestyrer hos sin svigerfar. På den måde kommer romanen til at fungere som en satire over den moderne mand, som jo faktisk på mange måder i dag fremstår som ”det svage køn”, der bliver kanøflet af den moderne kvinde. 

Merete Pryds Helle: Nora

Den anden roman i serien er Nora af Merete Pryds Helle, og her kan de fleste nok være med, for Nora er selvfølgelig Ibsens mest berømte heltinde, nemlig hende der gik hjemmefra i Et dukkehjem. Men hvor Vigdis Hjorth tog sin fortolkning op til nutiden, holder Pryds Helle sig i dramaets oprindelige tid. Til gengæld folder hun handlingen ud og bryder teatrets konvention om tidens, stedets og handlingens enhed; de regler gælder ikke for romaner! Så vi får Noras historie helt tilbage fra barndommen, ligesom hun lader Nora være hovedpersonen, gennem hvis øjne vi oplever begivenhederne:

Nora møder Helmer allerede som barn, da han kommer til hendes fødeby Molde for at studere i fred og ro. Han bliver snart fast gæst i hjemmet, hvor han fatter interesse for Nora – og vice versa. Helmer vender de følgende år tilbage til Molde med jævne mellemrum, og de ender med at blive gift og få et barn, selv om Helmer kun er en fattig kandidat, som kun lige kan forsørge den lille familie.

Men Helmer lider forfærdeligt af humørsvingninger, og når han er i dét humør, kan Nora slet ikke kende ham – han sviner hende til og nedgør hende på det groveste, så da lægen anbefaler et rekreationsophold under sydlige himmelstrøg, føler hun, at hun må tage sagen i egen hånd. Den eneste mulighed for at skaffe pengene er at låne, og eftersom kvinder ikke selv kan låne penge, vælger hun at forfalske sin fars underskrift. 

Rejsen til Italien forandrer Nora; hun møder frigjorte kvinder, som åbner hendes øjne for andre måder at leve på end i det traditionelle parforhold, men der kommer alligevel til at gå fem år efter hjemkomsten, før det endelige brud sker, og hvor den berømte scene udspiller sig mellem ægtefolkene. Nora indser endeligt, at Helmer ikke elsker hende betingelsesløst, men kun så længe hun passer ind i hans skabelon og kan være hendes lille tanketomme og uselvstændige lærkefugl. Hans Nora er ikke en kvinde, der arbejder og tjener penge for at betale sin gæld tilbage – den gæld, hun har pådraget sig for at redde hans liv. Men da skællene falder fra hans øjne, falder de også fra hendes, og hun forstår, at hun må væk for at realisere sig selv.

Merete Pryds Helle er meget tro mod den oprindelige Nora, men hun har fyret godt op under parrets seksualliv, så vi kommer med helt ind i det soveværelse, der før holdt døren lukket for publikum. Men kernen i frigørelsesprojektet, hvor Nora må gennemgå en erkendelsesrejse for at nå sin endelige beslutning, ligner Ibsens oprindelige udgave. Og som hos ham er sympatien så fuldstændigt på kvindernes side.

Klas Östergren: Hilde

Den tredje roman i den her nye Ibsen-serie er svenske Klas Östergrens Hilde, hvor det er dramaerne Fruen fra havet og Bygmester Solness, der tages under kærlig behandling. Hilde optræder nemlig i begge; i det første som biperson, i det andet i en mere fremtrædende rolle: Hilde er lægedatter, men da hendes mor dør, gifter hendes far sig igen med en langt yngre kvinde, en kvinde, som boede helt ude ved havet og stadig er stærkt forbundet med det – så meget at hendes steddøtre kalder hende ”fruen fra havet”, eller altså en havfrue.

Og historien er faktisk en slags omvendt Den lille havfrue, for kvinden her har i sin ungdom lovet sig bort til en sømand, som er draget bort over de syv have. Da Hildes lægefar frier til hende, siger hun ja, vel vidende at sømanden formentlig en dag vil opsøge hende – og at hun måske ikke vil kunne afvise ham. Selvfølgelig går profetien i opfyldelse – ellers var der jo ikke noget drama - og da han pludselig står dér, er hun nødt til at blive sat fri af lægen, før hun kan træffe sin helt selvstændige beslutning... 

Og her kommer så det andet drama, Bygmester Solness ind i billedet: Hilde møder bygmesteren, da han har bygget en kirke i hendes barndomsby, og rejsegildet skal fejres i hendes hjem. Skæbnen vil, at Bygmester Solness træffer den tolvårige Hilde alene hjemme, inden gildet skal starte. Han er meget opstemt af sin succes - så meget at han tager hende i sine arme og kysser hende over det hele... Hvad der mere sker, får stå hen i det uvisse, men Klas Östergren lader episoden være udslagsgivende for Hildes videre skæbne og hendes uforklarlige angstanfald.

Ligesom Merete Pryds Helle er Klas Östergren også meget tro mod forlæggene, og hans Hildehistorie er både ganske troværdig og vældigt moderne i disse #MeToo-tider; bygmesteren opfører sig fuldstændig som de magtfulde mænd, der i vore dage er jaget vildt. Og det er vel dét, der har fået Klas Östergren til at trække Hildes historie frem, for bygmesteren selv er bestemt også en interessant karakter – og han har også træk til fælles med sin forfatter. 

Ivo de Figueiredo: Henrik Ibsen

Henrik Ibsen var selv en ”bygmester”, selvfølgelig i overført forstand, men Bygmester Solness’ mentalitet spejler meget godt Ibsens egen. Også Ibsen var en overordentlig ambitiøs mand, som var vokset op i et borgerligt hjem, men hans købmandsfar var gået fallit et par gange i løbet af Henriks liv. Den sociale nedtur, som det medførte, gjorde, at Ibsen måtte ud at tjene i en alder af 16 år, så han kom i lære som apoteker i 4 år, før han fik mulighed for at komme til Christiania, det nuværende Oslo, for at tage sin studentereksamen. Oplevelsen gjorde Ibsen til en fighter, og han kæmpede hele livet for at blive den bedste digter, Norge endnu havde set.

Ibsen følte sig aldrig hjemme i Norge, og han dyrkede sit had/kærlighedsforhold til hjemlandet hele livet. Det meste af sit voksenliv tilbragte han i udlandet, hvor han ikke holdt sig tilbage for at kritisere det hjemlige både i og uden for dramaerne. Gennembruddet kom i 1866 med Brand, og derfra gik det bare opadfor Ibsens berømmelse. I dag er han især kendt for Et dukkehjem fra 1879, og i biografien får vi historien om virkelighedens Nora, som faktisk var en tragisk skikkelse, der foretog de samme handlinger som fiktive Nora, men som modsat hende ikke gik fra manden frivilligt; hun blev til gengæld smidt ud og endte på sindssygeanstalt!

Ibsen var kendt som ”digtersfinksen” med en offentlig fremtoning, som vækkede ærefrygt i samtiden. Men biografien tager os med bagom masken, til manden, som i en høj alder blev træt af konen og begyndte at omgive sig med unge kvinder, som han kaldte ”prinsesser”, kvinder, som han skrev lidenskabelige breve til og lod sig se med offentligt.

Allerede i en tidlig alder udtalte Ibsen, at når han havde nået det højeste, ville der ikke være andet tilbage for ham end døden – og det er præcis sådan, bygmester Solness tænker: Da Hilde opsøger ham for at minde ham om dét løfte, han gav hende 10 år tidligere, om at han ville komme at hente hende og gøre hende til sin prinsesse, bliver hun katalysator for den proces, hvor han endelig giver plads til den nye generation, som han hidtil har holdt nede. Da Hilde overtaler ham til at overvinde sin højdeskræk og kravle helt op i toppen af tårnet på sit nye hus for at hænge kransen dér, er hans skæbne forseglet – og han styrter i døden. For bygmesteren og dramatikeren kunne kun være nummer ét – eller ingenting... Da Henrik Ibsen havde nået berømmelsens tinder og været med til at definere Det moderne gennembrud, døde han i en alder af 78 år. Fra nu af måtte eftermælet tage over – og her kan Ibsen ikke klage.

Henrik Ibsen: Dramaer

Henrik Ibsen er Norges nationaldramatiker, og han er i top10, når man taler klassikere, der i dag spilles på verdens teaterscener. Hans ”dukkehjem” er det mest berømte, men også Brand, Peer Gynt og Vildanden spilles flittigt, foruden selvfølgelig de øvrige fem dramaer i samlingen her: Gengangere, En folkefiende, Fruen fra havet, Hedda Gabler og Bygmester Solness. 

Læs dem sammen med de nye versioner, og se, hvor lidt der i virkeligheden skulle til for at gøre de tekster, der er skrevet mellem 1879 og ’92 up to date – mest gennemgribende hos Vigdis Hjorth, hvor pistolerne f.eks. er skiftet ud med stoffer, som nutidens farlige legetøj. Det er den slags små ændringer, det kan være sjovt at kigge efter, ligesom der jo er en vis tilfredsstillelse i at finde referencer til de forskellige dramaer, som Klas Östergren gør, da Hilde ligger på psykologens briks, og han vil teste hendes ”moralske reflekser”. Han stiller hende over for en række dilemmaer, og den opmærksomme Ibsen-læser vil kunne genkende dilemmaerne fra de samme dramaer, som er udgivet i samlingen her...

Hvad enten man kender Ibsens dramaer ud og ind, eller det er helt ukendt land, er denne bogpakke en gave, hvor vi bliver introduceret til alle Ibsens mærkesager: hans kamp for kvinders rettigheder, for individets frihed, og for modet til at stå frem og sige sandheden, koste hvad det vil; alle de ting, som Ibsen fandt vigtige og værd at slås for. Så gør som Hilde: læs denne fantastiske Ibsen-samling og få testet dine moralske reflekser – det vil du ikke fortryde!

Foto: Nasjonalbiblioteket / National Library of Norway