Iben Mondrup
Foto: Iben Mondrup

Forfatteren anbefaler: Iben Mondrup

14.09.22
Den 5. oktober kan du opleve Iben Mondrup i en samtale om hendes stærke romaner, Tabita og Vittu. I den forbindelse har vi spurgt hende, hvad hun selv læser.

1.    Hvilken bog har gjort størst indtryk på dig? 

Hver gang jeg læser en god bog, er det den, som har gjort mest indtryk på mig :) De seneste bøger, som jeg virkelig har været berørt af, er romanerne 'Zinkdrengene' og 'Bøn for Tjernobyl' af Svetlana Aleksijevitj fra Belarus. Jeg læste dem lige inden Ruslands invasion af Ukraine. Vil man forstå den russiske sjæl, er dette en vej.

2.    Hvem er din foretrukne romanhelt/-heltinde – og hvorfor?

Jeg har ingen konkret helt eller heltinde, men jeg er meget glad for besværlige kvinder i romaner. Kvinder som er uperfekte og har lidt for meget temperament. Tit kommer de til at gøre skade på deres omgivelser, så der er meget drama omkring dem. Drama giver tit virkelig god litteratur.

3.    Hvem er din(e) yndlingsforfatter(e)?

Jeg er meget glad for nordiske forfattere. Per Petterson er en af mine absolut favoritter. Jeg har læst alt af ham. Kjell Westö, han er formidabel. Ingmar Bergman! Og hans datter Linn Ullmann selvfølgelig!

4.    Hvilken bog glæder du dig til at få læst?

Linn Ullmanns seneste 'Pige, 1983'

5.    Hvorfor læser du bøger? 

Jeg læser bøger for at blive underholdt, for at blive klogere og for at komme ind i andres oplevelsesverdener. Bøger er en fantastisk portal til en verden, som er anderledes end den, jeg lever i til hverdag. Vi kan lære meget om mennesket ved at læse. Jeg synes, det er så vigtigt.

Iben Mondrup gæster Hovedbiblioteket i Birkerød onsdag 5. oktober kl. 17. Læs mere og køb billet her

Materialer