Filmklassikere på Filmstriben

14.06.21
Dreyer, Bergman, Renoir, Antonioni, Godard, Fellini, Coppola, Scorsese, Herzog, Bresson. For enhver udforsker af filmens historie er disse navne aldeles uomgængelige. Se deres - og flere store instruktørers - mesterværker på Filmstriben.

Spillets regler

Franske Jean Renoir er måske den filmskaber, der oftest bliver fremhævet af andre mesterinstruktører som et stort forbillede (eksempelvis Robert Altman, Orson Welles og Martin Scorsese). Renoirs to mest kendte film er begge fra slutningen af 1930’erne. Først kom Den store illusion (1937) og dernæst Spillets regler (1939), hvor medlemmer af det fine borgerskab samles på et slot til nogle dage i festlighedens og ikke mindst promiskuitetens navn.

Besættelse

Der er uenighed om, hvornår den berømte filmbevægelse, den italienske neorealisme, startede, men de fleste vil nok sige, at det skete med Luchino Viscontis Besættelse fra 1943, hvor vagabonden Gino forelsker sig fatalt i den smukke Giovanna. Visconti skulle senere berige filmkunsten yderligere med film som Rocco og hans brødre (1960), Leoparden (1963) og Døden i Venedig (1971).

Rom - åben by

Den italienske neorealisme, der primært skildrede skæbner i den laveste del af samfundet i det forarmede Italien under og efter Anden Verdenskrig, nåede global berømmelse med Roberto Rossellinis Rom - åben by (1945) om en modstandskæmper under krigen. Filmen bliver anset som den første i Rossellinis neorealistiske trilogi, hvor Paisan (1946) og Germany, Year Zero (1948) fuldender værket.

Raging Bull

Et af de mest frugtbare samarbejder mellem en instruktør og en skuespiller overhovedet er utvivlsomt det mellem Martin Scorsese og Robert De Niro. Sammen har de frembragt film som Taxi Driver (1976), The King of Comedy (1982), Goodfellas (1990) og Cape Fear (1991). Foruden Taxi Driver er Raging Bull (1980) højdepunktet i deres samarbejde, hvor De Niro leverer et fantastisk portræt af den kontroversielle bokser Jake La Motta, også kaldet “Tyren fra Bronx”.

Mig og Annie

Siden slutningen af 1960’erne har den amerikanske instruktør Woody Allen nærmest hvert eneste år leveret en ny af sine særegne, intellektuelle komediefilm. Der er bestemt udsving undervejs, men generelt er det imponerende, hvor mange gode film, der er iblandt. Den bedste er måske Mig og Annie (1977), hvor samspillet mellem Allen og Diane Keaton - blandt meget andet - er fantastisk.

Luderkarlen Accattone

Pier Paolo Pasolinis debutfilm fra 1961 viser - i neorealismens ånd - en af skyggesiderne i det italienske samfund, idet man følger den unge alfons Accattone, hvis prostituerede bliver anholdt på foranledning af en konkurrent. Uden indkomst må Accattone enten få sig et regulært job eller skaffe pengene på anden vis.

Natten

Den italienske instruktør Michelangelo Antonioni spyttede med den såkaldte dekadence-trilogi det ene mesterværk efter det andet ud i starten af 1960’erne. De elskendes eventyr (1960) blev fulgt op med Natten (1961), der har de europæiske stjerner Marcelo Mastroianni og Jeanne Moreau i hovedrollerne som et ægtepar, hvis forhold er på randen af sammenbrud. Endelig fulgte Ukendte nætter (1962), der afsluttede trilogien.

Medløberen

En letpåvirkelig italiensk mand bliver stikirenddreng for fascisterne i 1930’erne og hjælper med at planlæge attentatet på sin gamle læremester, der af fascisterne ses som dissident. Medløberen (1970) er højdepunktet i instruktør Bernardo Bertoluccis værk.

Det søde liv / Otte-en-halv

Federico Fellini har lavet adskillige fantastiske film, men de to bedste - eller i hvert fald mest kendte - er Det søde liv (1960) og Otte-en-halv (1963). I begge tilfælde spiller Marcelo Mastroianni hovedrollen, som man kender ham bedst: iført sit stilrene jakkesæt og sine ikoniske, sorte solbriller som henholdsvis hedonistisk skribent i Det søde liv og plaget kunstner (Fellini selv?) i Otte-en-halv.

Aguirre - den gale erobrer / Fitzcarraldo

Har man set Werner Herzogs dokumentar Min bedste uven (som er på Filmstriben), der handler om instruktørens mildest talt komplicerede forhold til skuespilleren Klaus Kinski, har man også set, hvordan Kinski konsekvent har bevæget sig på kanten af vanviddet under indspilninger af Herzogs film. Det gjorde utvivlsomt optagelserne ekstraordinært besværlige, men der er heller ingen tvivl om, at Kinskis exceptionelle energi har været med til at hæve adskillige af Herzogs film op til mesterlige højder. Aguirre - den gale erobrer (1972) og Fitzcarraldo (1981) er de bedste eksempler herpå.

Dommedag nu

Måske den bedste krigsfilm overhovedet. Francis Ford Coppolas Dommedag nu (1979) er en fortolkning af Joseph Conrads klassiker Mørkets hjerte (1899) oversat til Vietnamkrigen, hvor en gruppe amerikanske soldater sejler op ad den fiktive Nung-flod for at nå frem til krigsvanviddets epicenter i form af den deserterede oberst Kurtz (spillet uforglemmeligt af Marlon Brando).

Dr. Caligaris Kabinet

Et af filmhistoriens tidlige mesterværker og et primært eksempel på den tyske ekspressionisme, der skulle brede sig yderligere med instruktører som F. W. Murnau og Fritz Lang, der begge fik store karrierer i Hollywood. Dr. Caligaris Kabinet (1919) er instrueret af Robert Wiene og handler om et omrejsende tivoli, der bruger en søvngænger til at begå en række grusomme mord.

Hiroshima, min elskede

En af den franske nybølges frontfigurer, Alain Resnais, står bag Hiroshima, min elskede (1959), der handler om en fransk skuespillerinde, som under indspilningerne af en krigsfilm i Hiroshima forelsker sig i en gift, japansk arkitekt. Samtidig med kærligheden deler de deres forskellige opfattelser af krig. Manuskriptet er skrevet af den franske forfatter Marguerite Duras.

Pigen med paraplyerne

Alle ord synges i Jacques Demys farvespækkede klassiker fra 1964, hvor Catherine Deneuve spiller hovedrollen Genevieve, hvis elskede bliver indkaldt til den franske hær i Algeriet. Afstanden og en anden bejler, der gør sin entré, sætter deres kærlighed på prøve. Det er en af filmhistoriens helt store romantiske fortællinger.

Moderne tider / Guldfeber / Cirkus / Diktatoren / Rampelys

Charlie Chaplin var utvivlsomt stumfilmtidens store mester. Tre af hovedværkerne fra den tid er alle tilgængelige på Filmstriben: Guldfeber (1925), Cirkus (1928) og Moderne tider (1936) foruden to af Chaplins bedste talefilm: Diktatoren (1940) og Rampelys (1951).

En dødsdømt flygter / Lommetyven

Når filosofferne har bidraget til tænkningen om film er franske Robert Bresson nok den instruktør, de oftest har besunget. Måske fordi hans film, der med sin forunderlige minimalisme søger en slags filmisk essens, i ekstraordinær grad fordrer spørgsmålet: Hvad er film? To af Bressons hovedværker, En dødsdømt flygter (1956) og Lommetyven (1959), er tilgængelige på Filmstriben.

Elevator til skafottet / De elskende / Vi ses igen

Louis Malles Elevator til skafottet (1958) er noget af det absolut bedste inden for film noir-genren, hjulpet rigtig godt på vej af Miles Davis’ uforlignelige soundtrack, som trompetisten improviserede til billederne af den færdige film. Malles to øvrige hovedfilm De elskende (1958) og Vi ses igen (1987) kan ligeledes ses på Filmstriben.

Livet skal leves

Danske Anna Karina spiller hovedrollen i den franske nybølges dominerende figur Jean-Luc Godards Livet skal leves (1962) om den aspirerende skuespiller Nanas langsomme deroute mod prostitution.

Paris, Texas / Himlen over Berlin / Den amerikanske ven

I 1970’erne slog en ny generation af tyske filminstruktører med stort eftertryk deres navne fast. Rainer Werner Fassbinder, Werner Herzog, Margarethe von Trotta, Harun Farocki og Wim Wenders blandt andre. Wenders’ vel nok tre bedste film - Den amerikanske ven (1977), Paris, Texas (1984) og Himlen over Berlin (1987) - kan alle ses på Filmstriben.

Høstsonaten / Fanny og Alexander / Ved vejs ende / Persona / Det syvende segl / Lys i mørket / Sommernattens smil / Jomfrukilden

Stort set alle den svenske mester Ingmar Bergmans hovedfilm kan ses på Filmstriben. De tidligere klassikere fra 1950’erne som Det syvende segl (1956) og Ved vejs ende (1957) samt de senere mesterværker Høstsonaten (1978) og Fanny og Alexander (1982). Se desuden Sommernattens smil (1955), Jomfrukilden (1959), Lys i mørket (1963) og Persona (1966).

Ordet / Gertrud / Vredens dag / Vampyr / Jeanne d'Arcs lidelse og død

Danmarks største filminstruktør gennem tiderne Carl Th. Dreyer lavede ikke mange film, men fra Jeanne d’Arcs lidelse og død (1929) og fremefter er der stort set kun tale om mesterværker. Se Dreyers vigtigste film på Filmstriben, der foruden Jeanne d’Arc tæller Vampyr (1932), Vredens dag (1943), Ordet (1955) og Gertrud (1965).