Foto: Godnat og sov godt
Foto: Godnat og sov godt

Familielæsning: Inspiration til gode bøger I kan læse sammen - eller hver for sig.

01.03.19
Vi kender det. Ungernes iPads trækker. Hvad gør vi så? Læse en god bog – sammen måske?

Intet kan som humor samle  generationer. Når vi sammen kan more os over noget i hverdagen, opstår et unikt fællesskabskab. Allerbedst er humor, når den sætter spot på noget, som kan være svært at tale om, og som vi måske er kede af.

Måske føler man sig alene, bliver drillet eller er bare helt umulig i andres øjne. Så kan det føles rart at høre om nogen, som klarer alt det svære på en sjov måde. Pippi Langstrømpe er jo et rigtig godt eksempel. Men også en mængde nye bøger findes der.

Her nogle eksempler, som er gode at snakke sammen om.

Jory John: Balladeklubben – to er værre end en

Da Miles Murphy starter i en ny skole, beslutter han sig for at blive skolens bedste ballademager. Men skolen har allerede en ballademager, og han er ikke bare god. Han er virkelig god!

Kan du lide Wimpy Kid og Kaptajn Underhyler, er denne lige noget for dig. Start på ny serie, som vil appellere til drengene og også de lidt læsetrætte af slagsen.  

Højtlæsning fra 6 år, selvlæsning fra 9 år.  

Alice Pantermüller: Kaninkaos

Lotte fortæller i sin dagbog, hvordan det er at begynde i en ny skole. Hun drømmer om at få en kanin, men det forstår hendes mor ikke og forærer hende i stedet en indisk tryllefløjte, som opfører sig mystisk.

Bogen er sjov at læse på flere måder. Typografien leger med bogstavernes størrelse og form. Kan godt gå hen og blive et hit i lig med ’Kære dumme dagbog’.

Første bind i serien: Lottes liv, 1. For piger fra 9 år  

Emil Blichfeldt: Kobbernøglen

Er man til computerspil, venskab, spænding og parallelle verdener, bliver man grebet af denne. Benjamin og Nadim elsker at spille, og en dag får de mulighed for at deltage i et eksperiment, der virkelig sætter deres gamer-evner på prøve. De elsker at spille på nettet, og det går nogen gange ud over skolen. Rektor blander sig, og de bliver involveret i et spil-eksperiment, men der er måske mere på spil, end drengene aner.

For drenge og piger fra 9 år der kan lide online-spil.

Palle Petersen: Actionboy    

Actionboy er superhelt. Superhelt på sin computer. En farlig modstander tager udfordringen op. Modstanderen viser sig at være en pige. Pludselig startes et nyt og anderledes spil op.                                               

Hyggelæsning til game-nørder fra 9 år, som kan lide en sjov bog med action og en overraskende slutning. Kan lokke selv den mest hardcore game-player over i en bog. 

Lars Daneskov: Godnat og sjov godt

Når Otto skal puttes, popper der altid spørgsmål op i Ottos hoved. Hvad er en kæreste for noget, og hvad laver man med sådan en? Hvorfor må voksne altid spise slik, når børn ikke må, og hvad vil det sige at være en tøsedreng og en kræsenmund?

En fin højtlæsningsbog, der med humor og et glimt i øjet fortæller historier, der kan henrykke de mindste og få de voksne til at læse én historie mere, inden lyset slukkes. Om små hverdagsproblematikker, som mange børn går og funderer over, fortalt fra barnets perspektiv med stor troværdighed. For mindre børn der kan lide Lasse-Leif, Villads fra Valby og Sallys far.

God weekend og god fornøjelse!

Og husk: Man bliver aldrig for gammel til at få læst højt.

Følg med og kom selv med forslag. Send dem til: Kirsten Havelund: khav@rudersdal.dk

Materialer