Faglitteratur til dine sommerrefleksioner

Du læser normalt ikke selvhjælpsbøger, men du er typen der tænker over tingene, og som gerne vil leve et velreflekteret liv. Du føler at der er noget galt med den måde vi lever på, men du kan ikke rigtig sætte en finger på hvad det er, og hvad lige netop du kan gøre ved det.

Måske tænker du at alle andre ser så glade ud på Instagram og hvis du fik ”fire dages arbejdsuge”, eller begyndte på vinterbadning eller meditation, kunne det være at du også blev meget lykkeligere. Du kan også bare læse en af disse bøger, der alle er skrevet af andre tvivlere, der måske har set lyset.

Fire tusind uger

Vi lever i gennemsnit 4000 uger på denne planet så hvordan har du tænkt dig at bruge dem? Den handler faktisk mest om at reflektere over hvilke værdier der er vigtige i livet, men også om tid og tålmodighed og lidt om de ensomme digitale nomader.

Bogen er en skøn, langsomt, læseoplevelse med humoristisk tone. Forfatteren mener ikke vi skal være så bange for at vælge noget fra, fordi der dermed bliver mere rum til det vi egentlig gerne vil bruge vores tid til. Efter selv at have været igennem et utal af forskellige systemer og metoder til tidsoptimering og tom indbakke, forsøger Burkeman her at give sit bud på, hvad der virkelig forandrede noget for ham – nemlig fravalg

Når du har læst den, kan du passende kaste dig over:

Det hele handler ikke om dig

Vi skal alle sammen dø og det ved vi jo egentlig godt, men vi prøver ligesom at pakke tanken væk, allerbagerst inde. Det mener Niels Overgaard er helt forkert. Ligesom Burkeman er han fortaler for at tage stilling til hvad man ønsker af livet, men også at respektere at vi ikke kan kontrollere alt hvad der sker. Det vi kan kontrollere, er hvordan vi reagerer på det og her er grundlæggende dyder som ordentlighed i højsæde. Bogen har en uhøjtidelig og lun tone og hvis man ikke kan genkende en ting eller to fra sit eget liv, er man ikke et rigtigt menneske.  

Når du har læst begge bøger, har du brug for at komme ud i den friske luft. Her kan du tage Mikael Kambers bog under armen:

Gå godt – En bog om trivsel, eksistens og gangarter

Sæt dig på en bænk og tag en dyb vejrtrækning, for nu skal det handle om det moderne menneske. Det er en interviewbog, hvor du møder Rane Willerslew, Bente Klarlund, Tor Nørretranders og Rikke la Cour Tobiassen. Og så handler det om at bevæge sig. Både fysisk, men også den mentale bevægelse mennesket har lavet fra stenalderen til i dag. Bogen indeholder vandreruter i naturen, så det er bare med at komme afsted.

Hvis du har svært ved at komme afsted på den gåtur, skal du måske lægge mærke til dine vaner.

Atomvaner

I bogen fortæller forfatteren om hvordan han har indrettet sit liv, ved at fokusere på hans vaner og måske kan du blive inspireret til at gøre det samme. James Clear mener ikke det handler om dovenskab, men om systemer for forandring og at det ikke er dine mål der afgør om du er succesfuld, men dine systemer. Hellere mange små skidt, end en stor forandringer og med det i mente kan du slippe den dårlige samvittighed of bevæge dig ind på sofaen med næste bog. Gentagelse er et nøgleord hos Clear og nu har du allerede skabt en ny læsevane og det er jo ikke så tosset.

 

Arbejd dybt: Sådan fastholder du fokus i en flyvsk verden

Forfatteren, Cal Newport, skriver om hvordan vi er ved at miste evnen til at fordybe os. Den moderne teknologi og de konstante afbrydelser, påvirker vores hjerner, ved at ødelægge vores evne til at holde fokus. Newport går så langt som at kalde evnen til fordybelse en superkraft og i bogen giver han dig værktøjer til hvordan du også kan opnå færdigheder i fordybelse. Det stiller selvfølgelig også krav til dine omgivelser i form at en arbejdskultur, hvor der er plads til at arbejde med kognitivt krævende arbejdsopgaver på kontoret.

Det leder os jo hen til den sidste bog på listen:

Mærkbarhed

Imram Rashids Mærkbarhed er efterfølgeren til bogen sluk, der udkom i 2017, og hvor forfatteren opfordrede til at man tog sin tid tilbage fra de digitale gadges. I Mærkbarhed  retter han fokus mod accelerationssamfundet, og sammen med Rikke Østergaard ser han på, om coronakrisen kan bruges som springbræt for en anden form for tilværelse, hvor hamsterhjulet er skiftet ud med noget andet, noget mere mærkbart.

Forhåbentlig er du blevet inspireret, og inden du vender tilbage fra sommerferien, har du selvfølgelig helt styr på dine vaner, dine prioriteringer og dit fokus – nå ikke, jamen det er også nok at være godt på vej.  

Rigtig god sommerlæsning.