De 7 bedste westerns på Filmstriben

09.05.21
Westerngenren har en glorværdig historie. Nærmest siden filmmediets begyndelse har det vestlige Amerika dannet den spektakulære scene for fortællinger om vold, hævn og civilisationens fremtog. Se noget af det bedste fra genren på Filmstriben.

En nævefuld dollars

En nævefuld dollars (1964) var den første film i Sergio Leones legendariske trilogi om manden uden navn (de to andre er Hævn for dollars (1965) og Den gode, den onde og den grusomme (1966)) spillet af en stoisk Clint Eastwood, der selvfølgelig gør, hvad han altid gør bedst: rydder effektivt op i sagerne, gerne med hjælp fra en revolver undervejs. Leones spaghettiwesterns er blandt højdepunkterne inden for westerngenren generelt, hjulpet godt på vej af Ennio Morricones altid fantastiske soundtracks.

Django - vestens hævner

Næstefter Leone er Sergio Corbucci det mest prominente instruktørnavn inden for spaghettiwesterngenren, særligt på grund af hans film Django (1966), der har Franco Nero i den hævnglade titelrolle. Filmen fik en slags renæssance i forbindelse med den amerikanske instruktør Quentin Tarantino, hvis Django Unchained (2012) er en homage til den oprindelige Django. Tarantino lader da også Nero få en cameo undervejs.

The Hateful Eight

Efter Django Unchained lavede Tarantino endnu en western, kammerspillet The Hateful Eight (2015), der samler adskillige af instruktørens favoritskuespillere (Samuel L. Jackson, Kurt Russell, Tim Roth, Michael Madsen og Jennifer Jason Leigh) i en hytte i bjergene, hvor deres karakterer i året 1877 har søgt ly for en snestorm. Det giver sig selv, at det ikke kommer til at gå stille for sig.

El Topo

En mand klædt helt i sort med sin nøgne, syvårige søn bag sig. Sammen kommer de ridende på en hest gennem ørkenens larmende stilhed. Sådan åbner den chilenske kultinstruktør Alejandro Jodorowskys El Topo (1970), der er en af de kendteste repræsentanter for den såkaldte syrewestern, en undergenre inden for westernfilmen med hang til voldsom ekspressivitet. Således også El Topo, der gennemspiller et klassisk westerntema: hævnmotivet, men på en måde, så det føles som et parallelunivers.

Dead Man

En anden syrewestern, der har opnået kultstatus, er Jim Jarmusch’ Dead Man (1995), hvor den unge William Blake (spillet af Johnny Depp) tager på en lettere surrealistisk rejse gennem Amerika ledsaget af Neil Youngs fænomenale guitarsoundtrack, der i den grad understøtter filmens psykedeliske tendenser.

3:10 to Yuma

En genindspilning af Delmer Daves’ klassiker af samme navn fra 1957, instrueret af James Mangold og med store Hollywood-navne i hovedrollerne. Christian Bale spiller den gældsplagede ranchejer Dan Evans, der for pengene og den personlige stoltheds skyld påtager sig opgaven at føre den karismatiske outlaw Ben Wade (Russell Crowe) gennem ødemarken til fængslet. Wade og hans bande, der lurer i kulisserne, vil det imidlertid anderledes.

The Homesman

Tommy Lee Jones har instrueret, skrevet manuskript og spiller den ene hovedrolle i The Homesman (2014), der har Hilary Swank i den anden og ingen andre end Meryl Streep i en birolle - foruden et dansk islæt i form af Sonja Richter og David Dencik. Filmen adskiller sig ved at interessere sig for ødemarkens kvindelige skæbner i en genre, der ellers er notorisk mandsfokuseret.